Dag 7 - 21.11.2006

I dag stod jeg til at have aftenvagt, så det var vigtigt lige at få nok at spise om morgenen, så jeg ikke gik sukkerkold. Der skete ikke det vilde på morgenmødet, ud over at vi fik oplyst, at der var kommet en ny patient ind, sandsynligvis med et akut myokardieinfarkt, AMI.

Pga. Norwalk-virussen var der stadig underbemanding, og Dan skulle derfor agere både for- og mellemvagt, hvilket betød, at både Marcus og Anders fik lov til at gå rundt med ham. Jeg hægtede mig på dagens bagvagt, Michael Roost Clausen - en af de unge reservelæger, der havde vist sig at være fremme i skoene.

Som bagvagt kommer man åbenbart godt rundt på sygehuset i løbet af dagen. Vi startede inde på reservelægekontoret med at kikke lidt på dagens plan, hvorefter vi begge snuppede en skate-scooter, så vi kunne komme hurtigt rundt. Jeg har ikke kørt på løbehjul siden børnehaveklassen, men det gik da lige. Sjovt var det i hvert fald.

Der skulle gøres status på fire patienter oppe på intensivt. Vi fik kikket lidt på nogle blodprøveresultater mv. Det lod til, at de fleste var stabile nok til at blive sendt videre til forskellige afdelinger, men af forskellige grunde kunne vi ikke rigtigt komme til at snakke med patienterne på nuværende tidspunkt, så vi hoppede videre.

Vi befandt os hurtigt på kontoret igen, hvor der var nogle EKG'er og notater, der skulle kikkes på. Administrativt arbejde = kedeligt. Men så skete der da lidt - et opkald fra Dan, idet der var en interessant patient nede i centrallaboratoriet. Der var tale om en ældre dame, der havde fået kvalme og var blevet bleg og koldtsvedende, mens hendes (i øvrigt blinde) mand fik foretaget blodprøver. Efter et par minutter begyndte hun også at kaste op. Hun blev kørt ned i modtagelsen, da Dan i første omgang mente, at jeg passende kunne optage en journal på hende. Men så besluttede vi os for, at han bare tog sig af denne patient selv, mens jeg observerede, idet hun virkede ret akut medtaget.

Jeg gik derefter op på cardiologisk afdeling for at lave en indlæggelsesjournal på en 52-årig mand, der var blevet indlagt med takykardi via egen læge. Han havde haft palpitationer og var blevet svimmel i går eftermiddag, mens han var på arbejde. Frekvensen var på nuværende tidspunkt helt oppe på 180, men han var fuldstændigt upåvirket. Jeg fandt ud af, at han også havde haft nogle sure opstød tidligere, som var gået væk grundet medicinsk behandling, men der var dog mavesmerter supraumbilicalt ved palpation. Ellers var der ikke det store at sige, og jeg gik derfor ned i spisestuen for at få lidt frokost.

Efter pausen var det op til Michael, som skulle tjekke op på de to nyankomne patienter på cardiologisk, hvoraf den ene var ham, jeg havde snakket med. Vi startede med en fyr, som Marcus havde lavet journal på, som var kommet ind pga. gentagne tilfælde af angina pectoris i nat. Han skulle derfor observeres og have taget blodprøver og EKG 3 gange dagligt samt et thoraxrøntgen. Patienten var bypass-opereret og havde fået lavet ballondilatation gentagne gange.

Michael blev kaldt til at lave noget andet, som han mente, han hellere måtte klare alene, og jeg lagde mig derfor på sofaen i kontoret. Som Dan jo sagde fredagen forinden, er det vigtigt med nogle pauser. Min pause endte så med at blive overraskende lang, den varede helt til vagtskiftet.

Charlotte skulle være mellemvagt om aftenen, og hun var meget opsat på, at jeg fik noget at lave. Men inden det kunne komme så vidt, fik jeg lige Michael til at afslutte den takykarde patient, som nu spontant var gået over i en normal sinusrytme. Da hans P-Glukose og P-ALAT var lidt høje, fik han besked på at tabe sig lidt og evt. blive fulgt op af egen læge. Desuden blev han sendt ned for at få foretaget et thoraxrøntgen.

Michael tog hjem for at spise, og jeg hoppede videre til Charlotte, som straks fik mig sat i gang med at optage en journal på en nyankommen ældre herre - en KOL-patient med exacerbation. Det viste sig, at han havde været tømrer-snedker og havde i den tid været udsat for bl.a. asbest. Han var meget snakkesalig og derfor umulig at få til at tie stille ved stetoskopien. Jeg kunne både høre lidt bronkial respiration og ronchi, men glemte selvfølgelig endnu engang at udperkuttere patientens lungegrænser. Men det gjorde Charlotte så og fandt en dæmpning basalt på venstre lungefelt, patienten blev derfor sendt til thoraxrøntgen right away. Resten af journalen var der dog ikke noget i vejen med, så den blev godkendt af Charlotte og Michael, som begge syntes, det var komisk, at jeg under punktet "almen tilstand" havde skrevet "patienten demonstrerer, hvorledes inhalationssprayen har god effekt".

I mellemtiden havde Charlotte været så venlig at samle en masse småopgaver sammen til mig, så jeg fik lov at lægge kateter på en mandlig patient, som lå i en "ny stue" - ja, pga. pladsmangel var sygeplejerskernes spisestue omdannet til en patientstue. Disse havde gjort alt forarbejdet, så jeg skulle egentlig bare starte med at tage de sterile handsker på og så ellers gå i gang med at hælde bedøvelse i. Det var overraskende nemt at putte kateteret ind, men patienten klagede da en smule undervejs over smerter. Ind kom det, og så blev urinposen nærmest halvt fyldt på et par sekunder, og det var den ældre herre ikke helt utilfreds med.

Vi gik tilbage til KOL-patienten, som skulle have lagt venflon og taget a-gas, hvilket jeg jo passende kunne gøre, nu når jeg var så godt i gang. Men de blev begge lige ved og næsten. De der arterier og vener har det jo med at blive skræmt væk af nåle. Det var dog ikke værre end, at Charlotte fik reddet dem begge med en lille drejning af nålen. Klokken var ved at blive mange, men jeg skulle lige prøve en a-gas mere, så jeg kunne gå hjem med en succesoplevelse. Det var på en ældre dame, som vist ikke var ved fuld bevidsthed, og det passede mig egentlig fint, for så ville hun nok heller ikke klage så meget over smerter. Denne gang kom jeg til at stikke lidt for dybt, men da jeg var sikker på, at retningen var rigtig, trak jeg nålen en lille smule tilbage, og vupti, så var der sgu blod i sprøjten. Sygeplejersken sagde "beautiful" og havde et fristende tilbud om endnu en a-gas om en time, men kl. var 21, og jeg var træt, så jeg smuttede tilbage på værelset og i seng. De er jo hårde, de der 13-timers dage.