Dag 9 - 23.11.2006

Jeg havde sat næsen op efter en dag med lidt mere spræl i efter den knap så ophidsende oplevelse i går. Ja, det var lige før, at Anders og jeg havde sat os til at lægge venflon på hinanden. Denne gang kom jeg op i god tid, og så sad Charles og jeg og så det mest steneren Xena-afsnit til morgenmaden. Det er jo i det hele taget en elendigt skrevet serie, men der kommer bare ikke andet i tv på den tid af døgnet.




















Morgenfriske Lotta og Christine.

Christine overtog min mellemvagt, da jeg havde snuppet hendes i mandags, og så skulle jeg pludselig til at finde ud af, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. De unge læger er nemmest at snakke med, så jeg spurgte turnuslæge Rasmus Buck Bendtson, om han skulle lave noget giftigt. Han skulle bare gå stuegang på hjertemedicinsk afdeling, men jeg kunne selvfølgelig godt gå med. Sygehuset havde pga. Norwalken valgt at lukke ned, så der blev alligevel ikke nogen mulighed for at skrive indlæggelsesjournaler i dag.

Vi startede sammen med sygeplejerskerne at gennemgå, hvilke patienter vi skulle ind til. Kun to af patienterne var ikke i isolation pga. frygten for Norwalk, og det var så dem, vi startede med. Den første var en ældre herre, som de senere dage havde hostet noget blod op, så han skulle selvfølgelig have taget et thoraxrøntgen. Ud over det virkede han temmelig frisk, selvom han havde en hjertefrekvens på omkring 125. Men humøret var højt, og efter stuebesøget undrede sygeplejerskerne sig også over, hvordan patienten pludselig var så glad.

Den næste patient var en 63-årig dame, der havde vagt ret stor opsigt dagen før. Hun var blevet indlagt af Dan, som havde diskuteret hende med Michael. Hun kunne på det tidspunkt hverken bevæge arme eller ben, og svarede bare "ja", hver gang man sagde eller bad hende gøre noget. EKG viste atrieflimren. Fysioterapeuten havde fortalt, at hun ikke kunne gå ordentligt endnu. Hun var ved fuld bevidsthed, da vi kom ind til hende, og hun kunne bevæge alle ekstremiteterne. Hendes datter og søn sad hos hende, hvilket var ret irriterende, idet de ville have afklaret hendes forhøjede tendens til blodpropper her og nu. Men man er bare nødt til at fortælle dem, at der er noget, der hedder ventelister engang imellem.

Efter en lille brødpause gik vi videre med de isolerede patienter. De første fire var en række ældre kvinder, som alle havde noget med blodtrykket, og nogle af dem havde også været lidt svimle. Der var ikke så meget at sige til dem, for vi afventede svar på deres prøver.

Vi sluttede af med to herrer. Den første skulle have svar på sin ekkokardiografi, som viste en nedsat ejektionsfraktion, i det hele taget nedsat muskelmængde i venstre ventrikel. Han havde et meget lavt blodtryk - i dag lå det på 95/66, hvilket faktisk var højere end de seneste dage. Den sidste patient var ham, jeg havde tilset med Michael i går, og han havde stadigvæk gentagne episoder med angina pectoris. Begge patienter skulle sendes til Vejle Sygehus for at få foretaget en koronarangiografi, KAG, men hvornår det præcist blev, kunne vi ikke lige fortælle dem her og nu.




















Rasmus tilfreds med dagens gerning.

Så var stuegange faktisk klaret, så Rasmus og jeg smuttede i konferencerummet, hvor der i dag blev holdt et ganske udmærket foredrag om malaria. Rasmus skulle blot ordne lidt papirarbejde, så jeg gik ned i kantinen og fik noget salat og en kakao, og så var det ellers hjem. Desværre endnu en dag, hvor der ikke skete det helt store.