Dag 13 - 29.11.2006

Så var det tid til endnu en af de lange dage, og fik jeg ikke lov til at lave noget i dag, ville jeg altså blive sur! Det var dog et godt tegn, at dagens forvagt, som jeg jo skulle gå med, var Dan. Det var onsdag i dag, og derfor skulle vi have undervisning kl. 8-9. Emnet i dag var behandling af diabetisk ketoacidose med udgangspunkt i den gravide patient, der var kommet ind for et par dage siden, og underviseren var endokrinologen Pernille Hermann. Det viste sig, at nogle af de andre læger lige havde brug for at få genopfrisket de forskellige slags syre-baseforstyrrelser.

Efter den fælles undervisning smuttede de forskellige læger og gik i gang med dagens arbejde, mens vi studerende blev siddende, da vi havde en aftale med Rasmus om, at han skulle undervise os i brystsmerter, hvilket han gjorde ganske udmærket. Basalt og med udgangspunkt i hvad vi i forvejen kunne. Essensen var, at der er tale om et ret uspecifikt symptom, og der er ofte mange andre ting, der skal undersøges, før man kan få en idé om, hvor fokus sidder. Det hører åbenbart med til turnus, at man har nogle kurser i undervisning, så Rasmus skulle lige optage sig selv på video også.

Dan skulle først til et møde, så han overlod sin kalder til Sverre, som i en times tid skulle agere både for- og mellemvagt. Vi skulle starte med at inspicere en mand nede i kapellet. Det havde Lotta ikke prøvet endnu, så hun gik med, og Sverre bad mig instruere hende i, hvad man skulle kikke efter. Jeg var efterhånden gået hen og blevet dus med døde, så det gik fint, og Sverre bad mig udfylde en dødsattest. Som sagt er dødsårsagen det, der er mest besværligt at finde frem til. Jeg skrev: Cirkulationssvigt som følge af akut myokardieinfarkt som følge af arteriosklerose, og det blev godkendt af Sverre. Resten er ikke så svært, idet man bare skal huske, at der faktisk er en vejledning på bagsiden af selve attesten. Sverre er jo en mand, der er god til at sætte folk i gang, og mens Lotta og jeg forsøgte at lære at skrive epikriser… Ja, billedet taler for sig selv.

Dan kom tilbage fra sit møde, lige da jeg var færdig med at skrive, så vi smuttede ned i medicinsk visitationsafsnit for at se, om der var nogle nyankomne patienter, som skulle have skrevet en indlæggelsesjournal. Der var netop kommet en ældre dame ind, som havde det alment dårligt og kastede op. Indtil videre havde jeg været alene med patienterne, når jeg optog en journal, men Dan tilbød at komme ind og kikke med, så vi bagefter kunne sidde og snakke om, hvad jeg gjorde godt, og hvad jeg gjorde mindre godt. Det lød som en fremragende idé, men desværre blev Dan kaldt til hjertestop, lige da jeg gik i gang, så også denne gang måtte jeg klare mig på egen hånd. Damen var en anelse forvirret, og anamnesen blev optaget i samarbejde med svigerinden. Patienten var blevet tiltagende alment dårlig over de sidste par uger, var træt, følte sig svag og havde svært at ved holde sig oprejst. Det viste sig, at kvalmen var fremkaldt af, at hun hostede meget slim op, hvilket nogle gange kunne føre til opkastning. Ved lungestetoskopien kunne der høres eksspiratoriske ronchi samt krepitation over højre lungefelt. Der var også tydelig perkussionsdæmpning her. Patienten klagede desuden over smerter i abdomen, som jeg ved palpation fik lokaliseret til lige under ribbenskurvaturen. Faktisk kunne leverkanten også palperes.

Dan kom tilbage efter et mislykket genoplivningsforsøg, og vi blev enige om, at det nok var en pneumoni, så der blev ordineret indlæggelsesblodprøver, røntgen af thorax og dyrkning af eksspektorat.

Så blev det efterhånden tid til et vagtskifte, så Dan smuttede hjem, og jeg hægtede mig på aftenvagten, Jens Jakob Lauterlein. Michael var bagvagt for sidste gang på Kolding Sygehus, idet han skulle flytte til Århus. Vi satte os alle sammen nede i medicinsk visitationsafsnit og ventede på, at der skulle ske noget. Den ene af overlægerne havde indlagt en meget interessant patient – en kvinde, der havde haft ondt i maven og derfor taget en masse paracetamol. Det havde dog ikke hjulpet på smerten, og nu havde hun det ret skidt. Blodprøverne så også helt forfærdelige ud. P- Pancreas amylase, P-alanin aminotransferase samt P-aspartat aminotransferase var alle meget forhøjede. Pancreas amylasen havde dog faldende tendens, mens de andre to fortsatte med at stige. Herudover så det ud til, at både P-Carbamid og P-Creatinin også var stigende. Det så ud til, at hun havde haft en sten i ductus pancreaticus, hvilket havde givet hende en midlertidig pancreatitis, men hun havde givet sig selv en farlig paracetamolforgiftning, og nu var nyrerne også ved at slå fra, så hun blev sendt til Rigshospitalet af Michael, for ellers kunne det ende grueligt galt.

Nye indlæggelser var der dog ingen af, og da der heller ikke var nogen patienter, der skulle stikkes, smuttede jeg hjem kl. 19. Men dagen i dag havde trods alt budt på mere end de foregående.