Dag 10 - 24.11.2006

Til morgenmødet fik vi at vide, at sygehuset ville åbne et par af afdelingerne igen kl. 15. Men så længe var der ikke rigtigt nogen af os, der gad blive på en fredag (bortset fra Anders som havde aftenvagten). Altså kunne jeg godt glemme alt om at komme til at skrive journaler i dag. Jeg valgte derfor at følges med dagens bagvagt, en polsk dame ved navn Jolanta Topolska.

Vi startede oppe på intensivt, hvor der lå fire medicinske patienter, alle af hunkøn. Den første var en ældre dame, som egentligt skulle have ligget på hjertemedicinsk afdeling, men dernede var der ikke plads til hende. Ja, som følge af pladsproblemerne var nogle af patienterne også blevet indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvor de havde spredt lidt Norwalk-virus, så kirurgerne var vist ikke helt tilfredse med medicinerne. Nuvel, damen havde atrieflimmer og takykardi, og Jolanta mente, at der kunne være tale om hyperthyroidisme, idet højre lobus af gl. thyroidea var forstørret. Der skulle derfor tages blodprøver inkl. thyroidea-tal.

Den næste var en ung, gravid dame, der var blevet indlagt for nogle få dage siden, da hun havde haft det ret dårligt, kastet op og mistet appetitten. Hun var diabetiker, og blodprøverne viste, at hun havde en kompenseret metabolsk ketoacidose. Hun var i 32. uge, og barnet vejede allerede over 3000g, så P-Glukosen havde ikke været så godt reguleret i graviditetsperioden. Ved ketoacidose har sygehusene gerne et skema, som man bare skal følge. Der skal gives insulin og isoton NaCl. Desuden skal man være opmærksom på at regulere P-K+, da væsentlige ændringer i denne jo kan give hjertearytmier.

Så hoppede vi videre til en ældre dame med dissemineret sklerose, som havde erhvervet sig en pneumoni. Hun var for tiden kun var i stand til at kommunikere med øjnene. Det viste sig, at Axel ville komme og kikke til hende lidt senere, så vi gik videre til den næste patient, som også var en gammel, meget svag dame. Hvis jeg husker ret, vejede hun kun omkring de 40kg. Hun var i øvrigt hysterektomeret for år tilbage pga. en cervixcancer. Nu lå hun i respirator det meste af tiden og blev dialyseret, da nyrerne havde svigtet totalt. Man havde ikke endnu fundet en endegyldig årsag til hendes tilstand.



















Charles drikker næsten lige så meget cola som mig selv.















Anders prøver at se seriøs ud på en dag, hvor der ikke skete noget.

Spisepausen blev holdt sammen med "kirurgerne", hvorefter jeg smuttede tilbage til Jolantas kontor, hvor hun var i færd med at ordne noget papirarbejde. Charlotte ringede og sagde, at hun skulle til at lave en lumbalpunktur, og sådan en måtte jeg bare se, så jeg smuttede ned til hende i stedet. Proceduren er nogenlunde som følger: Patienten anbringes i sideleje og bedes om at flektere hofterne. Man palperer de to cristae iliacae for at finde processus spinosus af L4, og desuden findes midtlinjen. Indstiksstedet er normalt mellem L4 og L5. Området sprittes af, og man indfører først en kanyle for at skyde noget bedøvelse ind. Man lader dette virke, og stikker derefter "den rigtige" nål ind. (Charlotte fortalte, at man kunne mærke de lag, man stak igennem, og at især ligamentum flavum var sejt at komme forbi.) Rammer man rigtigt, begynder spinalvæsken lige så stille at dryppe ud, og der opsamles et bestemt antal dråber i nogle reagensglas. Er spinalvæsken klar / gennemsigtig, er det som regel et godt tegn. Efter opsamlingen blev kanylen trukket ud, og patienten blev bedt om at ligge på ryggen i omkring 45min.

Det var fredagens gerninger. Jeg tog fri ved 14-tiden, og vi skyndte os hjem til Odense, hvor aftenen for mit vedkommende bød på Borat i biografen. Det er godt nok en syret film. Der er ingen historie, men man ligger flad af grin konstant.