Dag 12 - 28.11.2006

Jeg syntes efterhånden, det var ved at være lidt kedeligt på medicinsk afdeling, men sådan er det, når der ikke rigtigt er sket noget i mange dage. Og det var ikke fordi, det skulle blive meget bedre i dag. Jeg tænkte, jeg ville gå med overlægen i infektionsmedicin, Axel Møller, i dag, så man måske kunne lære lidt om de der sygdomme, vi jo aldrig fik styr på.

Vi startede dagen inde kontoret, hvor alle patienterne blev gennemgået sammen med de tilsvarende sygeplejersker. Den ene af patienterne var i første omgang blevet indlagt på organkirurgisk afdeling, så hende havde vi ingen journal på. Jeg blev derfor bedt om at lave et lille resumé omkring hendes indlæggelse. Det skulle så vise sig at være det eneste, jeg fik lov til at lave den dag. Indtil videre havde jeg jo kun gået med de unge læger, og jeg vil anbefale andre at gøre det samme, så vidt det er muligt. De lader simpelthen én lave flere ting. Men det skal siges, at det selvfølgelig også handler meget om, at man selv tager noget initiativ, for man bliver ikke ligefrem taget i hånden, når man er i klinik.

Stuegangen blev startet, og jeg vil ikke beskrive ret meget omkring den, for langt de fleste patienter havde bare noget pneumoni og var i bedring – og jeg fik kun lov til at observere. Den ene af dem mentes dog faktisk at være en cancerpatient med multiple metastaser. Den sidste patient, som vi kikkede på, så i mine øjne ret speciel ud, og han fik masser af smertestillende medicin. Han ville dog gerne have skruet ned for de stærke opioider, idet han selv mente, det var unødvendigt. Da vi kom ud fra hans stue, spurgte jeg Axel, hvad patienten fejlede. Det viste sig, han havde Marfans syndrom. Det er en autosomal dominant sygdom i vævets kollagen, og patienterne har typisk lange ekstremiteter, linseluksation og tendens til aortainsufficiens. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke se, om der var linseluksation eller aortainsufficiens, men det med de lange ekstremiteter passede da meget godt.

Ja, jeg har simpelthen ikke mere at skrive til denne dag, for der skete bare ingenting. Øv øv…