Dag 2.1 - 5.12.2006

Efter i går aftes glædede jeg mig pænt meget til at komme ned i skadestuen igen. Forvagten i dag var Sigrid Bacher Nielsen, som ifølge Jens var lidt af en streng pige. Jeg blev da også noget overrasket, idet jeg kom derned og præsenterede mig, hvorefter hun bare sagde "ja, der sidder en patient derhenne, så du går bare i gang" - og det var da egentligt ret cool, for så blev man kastet ud i det med hård hånd.

Mange af dem, der kommer i skadestuen i dagtimerne, er børn, der har vredet om på et eller andet i en idrætstime, og som regel er der ikke noget, der er brækket - men er der både direkte og indirekte smerte, er man nødt til at sende dem en tur op på røntgenafdelingen. Til gengæld skal indikationerne være ret stærke, hvis man vil have nogen CT-skannet. Jeg fik hurtigt styr på, hvordan man undersøger hænder og fødder. Der var også mange, der havde fået noget i øjet, så jeg lærte også lige at undersøge øjnene - og så gav Sigrid mig også lov til at skrive et par recepter. Fint fint...

Man går ikke fra en skadestue uden at have syet, og inden spisepausen kom der en 16-årig, knallertkørende håndværker ind, som havde skåret sig i fingeren på en klinke på arbejdet. Han var åbenbart en pivet fyr, for han havde taget sin mor med og var herrenervøs. Jeg havde endnu ikke lært at lægge en fingerblokade, så det gjorde Sigrid for mig. Fyren skreg som en lille pige, og holdt fast i sin mors hånd. Så gik hun ud, mens hun sagde "jeg ringer til din far, jeg kan ikke klare det". Bedøvelsens virkning indtraf, og Sigrid satte det første sting, hvorefter hun overlod tjansen til mig. Jeg nåede selvfølgelig lige at røre min kittel med de sterile handsker, og så skulle de skiftes... Tsk... Nå, men tøsedrengen havde ret hård hud, og nålen nåede at bøje 360 grader, hvorfor jeg var nødt til at skifte den. Min assisterende sygeplejerske fik også lige lyst til at prøve, så hun satte et enkelt sting, hvorefter jeg fik lov til at sy ham færdig. Så kom både hans mor og far ind ad døren. Jeg gik tilbage til stuen, hvor de fleste patienter bliver modtaget, og lidt senere kom sygeplejersken ind og sagde "sikke et cirkus".

Så blev der kaldt traume. Falck kom ind med en ung fyr, der med 90km/t på sin knallert var knaldet ind i en parkeret bil. Hovedet var dækket af blod, men han var ved bevidsthed. Når der bliver kaldt traume, bliver der dannet et hold, som består af folk fra forskellige afdelinger med hver deres opgave, og holdlederen er som regel (ihv. her i Kolding) den ortopædkirurgiske mellemvagt, som i dag var en pumpet nordmand ved navn Robert Svardal Hansen. Det er holdlederen, der sørger for at lave de initielle, hurtige undersøgelser. Der bliver også taget røntgen, lagt venflon, nogle gange kateter - og afhængigt af personens score på Glasgow Coma Scale skal de også intuberes. Derefter bliver patienten kørt til CT-skanneren.

Rasmus kom ned og hentede mig til en gang spisepause, og i kantinen mødte vi også Jacob, som var på medicinsk afdeling i disse dage. Her poserer han som "grubleren".















Jeg hoppede ned i skadestuen igen og fik dikteret en masse skadesjournaler. De første par gange ville Sigrid gerne have, at jeg lige skrev ned på et stykke kladdepapir, hvad jeg ville sige. Det, der kan være lidt svært, er at finde den rigtige diagnose - der er jo en hel række koder. Der var tryk på hele eftermiddagen. Jeg stoppede kl. 16 og gik op til reservelægekontoret med Rasmus. Der mødte vi Imad El-Mansour - en af mellemvagterne, som var meget interesseret i, at vi fik lavet noget. Så inden vi gik, ville han lige lære os alt om bandageteknik.