Dag 13.1 - 20.12.2006

Sidste dag i vagten på Kolding Sygehus var det for mit vedkommende, for jeg skulle nemlig til Indien på fredag. Det var derfor en af de dage, der bare skulle overstås så hurtigt som muligt. Rasmus og jeg havde ikke tålmodighed til morgenundervisning i dag, og det endte med, at vi først nåede op på sygehuset lidt i ti. Og så fandt vi ud af, at der ikke engang havde været undervisning i dag...

Jeg slap ikke udenom ambulatorietjansen i dag, så jeg gik ned til Kirstin - ja, hun er simpelthen den sejeste og mest inspirerende læge her, det er der vist ikke nogen, der kan være i tvivl om. Der var exceptionelt mange, der kom ind med karpaltunnelsyndrom i dag, og jeg fik derfor banket godt og grundigt ind i hovedet, at de tre tests, man bruger til at påvise dette med, er:
- Tinel - perkussion af n. medianus i canalis carpi.
- Falen - "bøssetest".
- Durkin - kompression af n. medianus i canalis carpi.

Kirstin skulle til et møde kl. 14, og så var det også fyraften for mit vedkommende efter en lang dag (not).

Medicinerne Johan og Sara.
















Et kik i vaskekælderen, som lå ved vores værelser... Fantastisk at bruge som afsluttende billede... Farvel til Kolding i denne omgang.

Dag 12.1 - 19.12.2006

Jon havde taget en meget lang dag i går, så derfor holdt han fri i dag. Jeg havde derfor aftalt med ham, at jeg fik lov til at tage skadestuen. Forvagten var Marianne Sørensen, som her ses til højre på billedet sammen med en af de andre forvagter, Vanessa Veyhe. Jeg skulle hilse jer læsere fra Marianne og fortælle, at hun er en yderst kompetent reservelæge.















Et traumekald var det første på programmet - endnu en af de unge mennesker, som havde valgt at køre stærkt uden sele på. Ham her var dog sluppet ret billigt. Der var i det hele taget ok pres på fra dagens start - der kom en ældre dame med et hoftebrud (og åbenbart også svær diarré) ind, som skulle indlægges, og det tog ret lang tid. Først troede personalet, at hun var dement, men senere viste det sig, at hun faktisk bare var enormt tunghør.

Det gik egentlig ok for mig i dag, også fordi jeg var glad for at komme til at lave noget igen - det havde været nogle lidt tørre sidste par dage. Mine guddommelige venflonevner fik også frit løb på en ældre herre, der skulle indlægges med et brud på caput humeri. Han fortalte, at han engang havde boet sammen med en inder, der spiste noget, der smagte af abelort. Hm... Men desværre blev det heller til syning af levende mennesker i dag.

Dagen sluttede af med, at Rasmus og jeg fik et grundigt sykursus af de to legendariske og herlige mellemvagter, Zafar Bahadirov (øverste billede) og Imad Ata El-Mansour.

Dag 11.1 - 18.12.2006

Rasmus havde fået samme idé som Linn, og de to snuppede sammen en dag på fødegangen. Jon havde skadestuen. Det betød, at der ikke var nogen af os studerende til at være på operationsgangen, og det valgte jeg at udnytte, siden jeg ikke havde været med til så mange operationer ugen før. Jeg smuttede op og hentede en kalder lige fra morgenstunden og skrev mit navn og nummer på tavlen ud for en stor hofteoperation, for jeg havde aftalt med overlæge Finn Christensen, at jeg kunne få lov til at assistere.

Meningen var, at den skulle starte omkring middagstid, så jeg smuttede en tur ned i dagklinikken og assisterede Kirstin Petersen til et par håndoperationer. Den ene af operationerne var af en scaphoideumfraktur, hvor der undervejs skulle tages røntgenbilleder. Jeg hoppede derfor ud af lokalet for at finde en vest, men da jeg omsider nåede tilbage, havde de allerede taget billederne. Men så er det, at Kirstin har den fede humor. Hun sagde "Det, du ønsker at beskytte mod røntgenstråling, er dine kronjuveler. Så husk nederdel til en anden gang".

Omkring middagstid tog jeg en spisepause og smuttede derefter op på reservelægekontoret. Kalderen gav ikke lyd fra sig, så jeg begyndte at gå lidt rundt på stuerne for at høre, om ikke der var nogen, der lige skulle stikkes eller have lagt kateter - men heller ikke idag havde jeg heldet med mig. Kl. 14:45 tænkte jeg, at jeg havde ventet længe nok, så jeg gik op på operationsgangen for at høre, hvad der var gået galt. Der havde åbenbart været en masse akutte operationer, og det varede meget længe, inden hofteoperationen startede, for der var stadig ingen ledige stuer. Sygeplejersken sagde, at jeg lige så godt kunne smutte hjem, så det gjorde jeg da bare...

Et par stemningsbilleder fra værelserne... I kan også lige få lov til at se den der lortestøvsuger...

Dag 10.1 - 15.12.2006

Også i dag skulle den stå på operationer, og denne gang var jeg hurtig til lige at smutte op på operationsgangen og hente en kalder, så de kunne ringe til mig, når de startede på noget ortopædkirurgisk. Så hoppede jeg ned på reservelægekontoret, for jeg skulle have tjekket en række journaler, jeg havde dikteret og ordnet et par andre ting.

Bagefter gik jeg rundt på diverse stuer og introducerede mig selv som venflonchampen over alle, men der var desværre ikke brug for mine evner. Så gik jeg ned i skadestuen for at se, om Rasmus lavede noget, men der var ikke rigtigt kommet nogen patienter. Tiden gik stille og roligt, og jeg faldt i snak med Zafar, som var mellemvagt i dag – han havde heller ikke noget at lave. Der var gået hul på min ene sko, og så kunne jeg jo passende sy den sammen og samtidigt øve suturteknikken. 10 sting kunne det blive til.

I spisepausen mødte jeg 1. reservelæge Karina Liv Hansen, som sagde, at jeg bare kunne komme ned i hendes ambulatorium, hvis jeg ikke havde noget at lave. Jeg afleverede derfor kalderen, og gik ned for at se på et par visne skuldre og knæ. Men efter to patienter blev jeg sendt ind til overlæge Kirstin Petersen, som er håndkirurg. Hendes patienter var lidt mere spændende, og desuden er hun enormt vild med at undervise, så det var jo helt perfekt. I hvert faldt var jeg topmotiveret til at få genopfrisket håndens anatomi, da jeg drog derfra (og ja, jeg fik rent faktisk læst kapitlet om hånden i "Bevægeapparatets Anatomi" - bare spørg Rasmus)...

Dag 9.1 - 14.12.2006

Også i dag trykkede hovedet fra starten af dagen, og jeg havde derfor ikke planer om at blive på sygehuset ret længe. Jens havde sagt, at man om torsdagen skal gå med overlæge Klaus Villadsen, som opererer nede i dagklinikken på netop dén dag – dvs. det er patienter, som ikke indlægges, men som får en tid, kommer ind og bliver opereret, og så kan de ellers smutte hjem igen. Det følger heraf, at der naturligvis er tale om forholdsvis små operationer.

Klaus Villadsen er i øvrigt en meget hyggelig person, som ligner julemanden, og så går han rundt og krammer alle sygeplejerskerne. Det mest spøjse er dog, at når han ringer til nogen, siger han altid ”det er lægen”. En af de hyppigst udførte operationer i dagklinikken er for karpaltunnelsyndrom, hvor man søger at udtynde retinaculum flexorum for at give mere plads til n. medianus. Det var ikke Klaus selv, der udførte operationerne i dag, men mellemvagten Zafar Bahadirov. ”Lægen” superviserede.

Klaus var nødt til at smutte midt på dagen, idet en ung mand skulle crus-amputeres. Det betød, at overlæge Lis Røhl Andersen (ja, der er næsten ikke andet end overlæger her) midlertidigt overtog i dagklinikken. Den næste operation var ikke en, Zafar kunne udføre, så han kikkede bare med ligesom mig. Det var en mand, som tidligere havde fået amputeret et lille stykke af phalanx distalis på pegefingeren pga. nekrose, som sandsynligvis skyldtes dårlig cirkulation. Han havde ikke diabetes. Såret var ikke helet ordentligt, så nu skulle der lidt mere af knoglen af.

Jeg havde lovet mig selv at tage tidligt fri, og det var lige, hvad jeg gjorde. Godt nok længe siden, jeg har fået mig så lang en middagslur, men trængte virkelig til det. I øvrigt havde Linn fødselsdag i dag, så hun gav kage. Tillykke herfra!

The mexican way - 13.12.2006

Rasmus, Jens og jeg havde aftalt, at det var i dag, vi skulle ud og spise. Vi holdt os dog fra den engelske pub, da Jens skulle på nattevagt med sin praktiserende læge, og det faldt vist ikke i god jord, at man mødte beruset op til sådan noget. Rasmus fik os lokket med på den mexicanske restaurant, som vi også havde besøgt med Charles.

Dag 8.1 - 13.12.2006

Det virkede nu som om, at halsen havde det noget bedre, og det var derfor på tide at være med til en operation eller to. Også selvom jeg havde en bragende hovedpine. Men inden jeg kunne komme i gang med noget, var der lige en gang onsdagsundervisning, der skulle overstås. Der var ikke gået mere end 5 minutter af den, før Rasmus og jeg begyndte at blive døsige under et foredrag omkring stuegang, som blev holdt af et par sygeplejersker. Det var jo sindssygt kedeligt! Selv den ledende overlæge var tæt på at falde i søvn, og det kan man da virkelig ikke fortænke ham i...

Der skulle åbenbart holdes hele to foredrag, og nummer to var overlæge Palle Bo, der skulle fortælle lidt om sine oplevelser som SAR (Search and Rescue) – læge. Det var da egentlig ret fedt, men de der sygeplejerskers foredrag havde haft en kraftig sederende effekt, og jeg måtte kæmpe hårdt for at holde øjnene åbne.

Undervisningen sluttede, og så skulle vi også lige til en gang røntgenkonference, men SÅ kunne jeg begive mig op på operationsgangen for at høre, om der var et par ortopædkirurgiske indgreb, man måtte være med til. Det første på programmet var en skulder-hemialloplastik (det betyder, at det kun er caput humeri, der skiftes ud – ved en totalalloplastik udskiftes både ledhoved- og skål) på hende den ældre dame med det store blå mærke, som jeg havde skrevet indlæggelsesjournal på onsdagen før. Men inden det kom så vidt, skulle jeg lige igennem den kirurgiske håndvask. Here’s the deal: Når jeg er syg, så kan jeg ikke tænke. Så det lykkedes mig at få lov til at vaske hænderne tre gange samt skifte kitlen og handskerne en enkelt gang. Og så var det faktisk ikke en specielt ophidsende operation, for man kan ikke se det helt store. Overlægerne Jan Beck Mikkelsen og Torben Luxhøj var stolte af resultatet, så det var sikkert gået godt. ”They have done it again”, sagde Jan i hvert fald.

Efter en kort spisepause var det op til samme operationsstue igen, og denne gang kunne jeg nøjes med at skifte handsker en enkelt gang. De der operationssygeplejersker kan altså være ret stride... Denne gang skulle der laves en total hoftealloplastik. Overlæge Niels Jentoft Olsen var mand for dette, og Hussam skulle assistere – men han blev åbenbart forsinket, og så fik jeg lov til at holde benet, holde snittet åbent, koagulere med brænderen, suge blod op – altså ting, en dresseret abe kunne gøre, hvis den altså først var i stand til at vaske sig. Men sådan er det åbenbart at assistere. Hussam trådte ind ad døren, og derefter måtte jeg nøjes med at være "hofteholder" og suger. Sygeplejerskerne sagde, at det nok var en god idé at tage visir på, hvis jeg skulle med til en alloplastik en anden gang, for det kunne godt sprøjte lidt. Hussam havde heller ikke et sådant på, så han stod og grinede af mig. Men der gik lige to minutter, så blev ansigtet sprøjtet til med blod.

Dagens operationer var totalt uophidsende - slet ikke min stil. Man åbner op – skærer, brænder, saver, borer og hamrer – og så lukker man.

Dag 7.1 - 12.12.2006

Han var stadig syg og sov derfor længe... Meget længe... Da jeg endelig kom op, hoppede jeg ned i skadesambulatoriet, hvor turnuslægen Rasmus i dag havde tjansen. Og ifølge sygeplejerskerne var han virkelig i hopla. Men det betød altså ikke, at ambulatoriearbejdet blev sjovere af den grund. Til gengæld var der endnu engang gratis julefrokost i kantinen, og så følte man pludselig, at det ikke havde været helt tosset at møde op på sygehuset alligevel. Rasmus (nu snakker vi min medstuderende) mente, at det var på tide, der blev taget et ordentligt billede af ham som den stilede lægestuderende, han nu engang er. So ladies, this one is for you:

Dag 6.1 - 11.12.2006

Jeg havde ikke været helt rask den sidste weekend, og den var stadig gal med halsen. Desuden havde jeg nu også fået hovedpine og feber, så da mobilens alarm bippede kl. 6:55, sagde samtlige organer, at det var bedst at sove lidt videre. Det gjorde jeg og befandt mig så på sygehuset kl. 10:30 i pænt bombet tilstand. Egentlig skulle denne uge have stået på operationer, men det var klart nok ikke tilladt at være med til sterile procedurer, hvis man var syg. Jeg smuttede derfor ned i skadesambulatoriet til turnuslæge Mads Hjort Jaritz.

Patienterne, der kommer i skadesambulatoriet, er hovedsageligt nogle, der tidligere har været i skadestuen og nu fx skal have tjekket et sår eller have taget kontrollerende røntgenbilleder for at se, om de heler ordentligt osv. Der kommer også enkelte såkaldt "nyhenviste patienter" - de er blevet sendt ind via egen læge, som ikke har kunnet finde ud af, hvad der var i vejen. Det plejer de unge læger heller ikke at kunne, og derfor er det gerne her, at der bliver ringet til dagens bagvagt.

Ambulatoriet er ikke så ligetil som skadestuen - man skal vide lidt flere ting og være ret specifik i sine undersøgelser. Ofte klares det bare ved, at man snakker med patienterne om, hvordan det går. Ambulatoriet er dødkedeligt...

Vi startede med at kikke på en pige, der havde diffuse smerter omkring højre knæ, især ved trappegang og hugsiddende stilling. Det sjove var, at hun havde haft præcis det samme problem med venstre knæ året før, hvor det var gået i sig selv allerede efter et par måneder – og der var ikke rigtigt nogen, der kunne stille en definitiv diagnose. Men for en god ordens skyld lavede vi en række knætests for at udelukke ligament- og meniskskader. De var alle negative, og så kunne vi få lov til at skrive en henvisning til en fysioterapeut med henblik på træning af quadricepsmuskulaturen.

Så kom der en landmand ind, der havde været på ferie i Sverige over weekenden, hvor han pga. smerter ulnart i hånden var taget på skadestuen, hvor de havde taget et røntgenbillede, der viste en fraktur af 5. metacarpal. På billedet var frakturen udisloceret, men på dagens kontrolrøntgen var den betydeligt disloceret (af en eller anden grund havde de kære svenskere ikke gipset ham), hvilket betød, at han skulle opereres. Og hvorfor havde manden så brækket denne knogle? Svar: Han havde slået en hest.

Efter en spisepause kom der endnu en med knæproblemer ind. Den unge mand var blevet henvist af egen læge pga. recidiverende tilfælde af subluksation af patella. Igen var alle tests negative, og han blev derfor henvist videre til en fysioterapeut – også han skulle have trænet quadricepsmuskulaturen. Lige herefter tilså vi en ung mand, der havde skåret sig i fingeren, og da såret helede, som det skulle, kunne han afsluttes i dag. Den sidste patient blev den 2-årige pige, som i sidste uge havde pådraget sig en greenstick fraktur. I dag var hun noget mere frisk og kravlede rundt i hele stuen. Røntgenbilledet viste, at det hele så ud, som det skulle, og så skulle gipsen egentligt bare blive siddende i to uger mere. Således nåede vi at blive færdige til tiden.

Energien tordnede ikke ligefrem igennem mig, men jeg følte alligevel, at jeg lige måtte lave lidt bare i et par timer, når nu jeg havde fået slæbt mig op på sygehuset. Rasmus og Linn stod til at være i skadestuen denne uge, men Linn kunne ikke overskue at snuppe en aftenvagt i dag, så ved vagtskiftet overtog Marianne og jeg efter Frank og Rasmus. Vi startede med at kikke på en ung fyr, der var blevet påkørt af en bil, der havde ramt ham på lateralsiden af højre knæ. Han sad i sengen og læste Lucky Luke, da vi kom ind for at teste knæet. For god ordens skyld sendte Marianne ham op til røntgen, selvom han nu ikke så specielt forpint ud. Faktisk var langt de fleste patienter nogle, som var blevet henvist til røntgen af Frank – der var åbenbart lang ventetid i dag.

Lidt senere kom der en slagter ind, der havde skåret sig i en hakkemaskine. Han var sluppet heldigt, for der var kun lige et sår i svømmehuden mellem 4. og 5. finger. Jeg fik lov til at sætte et enkelt sting i ham, selvom det egentligt ikke var strengt nødvendigt. Men så kom sygeplejersken ind og nedlagde veto, fordi jeg ikke havde sygehusbukser på. Der blev jeg lidt irriteret, for det havde Rasmus jo heller ikke haft, da han syede for blot en time siden. I øvrigt havde vi fået at vide, at vi sådan set godt måtte have vores egne bukser på, bare vi var opmærksomme på, at kitlen skulle af, når man syede, så der kunne komme blod på dem. Skod, men om ikke andet lagde jeg en perfekt venflon og dikterede på et par patienter, inden jeg tog hjem for at slappe af. For god ordens skyld skal det lige nævnes, at drengen med knæet ikke fejlede noget.

Her ser vi Rasmus i fint selskab med superdoktor Frank.

Dag 5.1 - 8.12.2006

Sidste dag i skadestuen for mit vedkommende - så var det jo fint, at jeg skulle følges med Frank. Der var ikke vildt meget knald på i dag, og det var åbenbart ikke usædvanligt, at fredag morgen var fredelig. Der kom dog en enkelt fyr ind, som havde fået en metalsplint i øjet på arbejde - det regnede vi i hvert fald med, at det var, for vi kunne ikke få den pillet væk. Han blev derfor rådet til at opsøge en øjenlæge og fik en recept på Fusithalmic med på vejen.

Ellers var det de sædvanlige skolebørn, der fandt vejen til skadestuen. Den mest nævneværdige var en pige, som havde fået ondt i ryggen under en idrætstime og var kortvarigt besvimet - men så spændende var hun trods alt ikke, for hun fejlede absolut intet - hun var bare pivet. Nu var hende her godt nok teenager, men jeg vil lige sende en advarsel ud til alle - små børn i skadestuen er sindssygt lumske. Det er ikke altid, man kan bruge klinikken til så meget.

Senere på dagen kom der en dame ind, som havde været til julefrokost ugen forinden og havde under en dans hamret hovedet ind i væggen, hvorefter hun havde været bevidstløs i nogen tid. Hun havde også været på skadestuen i den forbindelse, men nu var der gået et godt stykke tid, og hun havde stadig en voldsom hovedpine og følte sig træt - desuden kunne hun ikke koncentrere sig om noget. Det lød jo egentlig som en kraftig hjernerystelse, men Frank og jeg kunne se på hende, at hun havde det vildt dårligt, så hun fik lige den grundige neurologiske undersøgelse og blev derefter indlagt med henblik på at få lavet en CT af hjernen. Det eneste, vi umiddelbart fandt på hende, var unormal gangfunktion på det ene ben.

Således sluttede en udmærket uge på skadestuen, og Jens, Rasmus og jeg drønede afsted mod kendte egne for at holde en smule weekend.

Dag 4.1 - 7.12.2006

Fra og med i dag besluttede Rasmus og jeg os for, at vi ikke ville komme til flere morgenkonferencer - det er simpelthen døden at sidde og høre på, hvem der er blevet indlagt på de forskellige afdelinger - og så må man ej forglemme, at man lige får et kvarter ekstra om morgenen.

Vi nåede hen på sygehuset et par minutter inde i røntgenkonferencen, hvor Robert hviskede til os, at der blev holdt undervisningsdag for de unge læger i dag. Rasmus og jeg listede derfor ned i det første konferencelokale og kom midt i et foredrag om sår. Da det sluttede, fik vi en meget kort beskrivelse af de forskellige typer af knæundersøgelser, man normalt laver i klinikken, og det var da egentlig ret fornuftigt. Derefter blev det tid til, at den ledende overlæge Steen Schmidt skulle fortælle os om skulderen, og jeg var så hans model (desværre piger, ingen billeder i denne omgang). Vi fik en udførlig beskrivelse af, hvordan man tester skulderen og isolerer de forskellige muskler, og det var også ganske interessant at høre om.

Så blev det Roberts tur. Mellemvagten, der ville være ortopædkirurg, når han blev stor. Hans emne var traumemodtagelse, hvilket faktisk var totalt sejt - Rasmus og jeg havde jo også set ham i aktion et par dage forinden. Det er meget fedt at se, hvordan alle kender deres plads i situationen. Vores vejleder, Rolf Ejsted, havde det sidste foredrag inden middagspausen - omkring børnesygdomme i bevægeapparatet. Emnet var egentlig ok interessant, men Rolf ville hellere til julefrokost, og vi unge mennesker havde meget svært ved at holde os vågne.

Julefrokosten var gratis for hele personalet, og det gjaldt selvfølgelig også os. Nu er det jo ikke fordi, madpriserne ligefrem kan siges at være pebrede her på Kolding Sygehus, men det hele bliver lidt bedre af, at der er ris a l'amande med kirsebærsovs til dessert og gratis sodavand. Det nød især Jon godt af.




















Efter en meget lang spisepause gik jeg ned i skadestuen, da jeg ikke var vildt tændt på mere undervisning i dag. Forvagten var Rasmus Vesterløkke Pedersen, som netop var blevet færdig i sommers i Odense. Der skete faktisk ok meget i skadestuen i dag, og for en gangs skyld var der masser af frakturer - Rasmus fortalte, han næsten ikke havde haft andet hele formiddagen. Jeg ville gerne sy lidt flere patienter, men den eneste, der skulle have sat et par sting, var en lille dreng, der havde klemt fingeren i en dør. Små børn har svært ved at holde hænderne stille, når en finger skal lokalbedøves, så den lidt mere rutinerede Rasmus tog sig selv af den. Sjældent har jeg hørt et barn hyle så højt - ja, det er lige før, jeg tror, han fik skræmt en række patienter hjem.

Til gengæld fik jeg lov til at skrive to ortopædkirurgiske indlæggelsesjournaler i dag - og de er altså noget kortere end de medicinske. Den første var på en ung fyr, der havde fået et tilfælde af spontan pneumothorax og derfor skulle have lagt pleuradræn. Det fik jeg i øvrigt også lov til at se, og overlæge Kirstin Petersen, som lagde den, var meget grundig i sin beskrivelse af, hvordan man gjorde - det skyldtes, at flere af forvagterne ville lære proceduren. Den næste var en ældre dame, som en uge forinden var faldet ned af en trappe og havde slået skulderen. Datteren var overbevist om, at det ikke var noget særligt, men nu havde damen fået et sygt stort blåt mærke, som trak hele vejen ned til dorsum manus, og hun klagede også over voldsomme smerter. Vi fik taget et røntgenbillede, som viste en afrivning / splintring af en stor del af caput humeri, og hun blev derfor indlagt med henblik på at få lavet en skulder-alloplastik.

Ved vagtskiftet gav jeg plads til Rasmus (altså den studerende) og gik i stedet over på medicinsk afdeling. Jeg havde nemlig aftalt med Sverre, som var mellemvagt i dag, at jeg kunne forbi og skrive et par indlæggelsesjournaler. Den første var den klassiske obs AMI, som var blevet indlagt via egen læge, så det var ikke vildt ophidsende. Til gengæld var patient nummer to lidt mere speciel - han havde fået et stød på 380V på arbejdet. Det viste sig, at han havde fået stød masser af gange før, men denne gang snurrede det i hele kroppen, og han havde også smerter omkring brystet. Alle patienter, der har fået over 220V igennem kroppen, skal indlægges til observation i 24 timer mhp. monitorering af hjerterytme, men hans EKG så nu helt normalt ud. Også musklerne skal undersøges forholdsvis grundigt for kraft og tonus, og man skal selvfølgelig huske at tjekke for brændsår. Jeg gik lidt rundt med Sverre og så bl.a., hvordan man tager en a-punktur i lysken - men omkring kl. 23 slap kræfterne op, og så var det tilbage på værelset for at få sovet lidt.

Dag 3.1 - 6.12.2006

Også denne dag i skadestuen forløb i selskab med Sigrid. Det ville være synd at sige, at der var lige så meget tryk på som dagen før, men de fleste skader var igen forstuvninger. Jeg fik desværre ikke lov til at sy, da den eneste, der skulle sys, var en kvinde, der havde en stjerneformet flænge i panden, der gik hele vejen ned til subcutis. Dagens mellemvagt, Roland, mente, det var lidt for meget at overlade til mig, så jeg hjalp ham bare med at klippe.

Tidligere på dagen var der kommet en kvinde ind, som var faldet, mens hun var ved at stige på en bus og havde store smerter i nakken. Hun snakkede ikke så godt dansk, men da hendes mand og yngste søn senere kom ind, fik vi at vide, at damen altid havde ondt deromme, og på røntgenbilledet af cervikalcolumna kunne vi se, hvorfor det sandsynligvis var sådan – hendes C2 og C3 var vokset sammen.

”Dagens traumekald” kom omkring middagstid, hvor Falck indbragte en ung indvandrer, der havde været ude og cruise med tre venner og var hamret ind i en lygtepæl med ca. 80 km/t – uden sele vel at mærke. Ifølge vennerne havde han vist knaldet hovedet i rattet og var efterfølgende faldet sammen. Tilfældigvis var der kommet en Falck-bil forbi og samlet ham op. Roland var teamleder, og så gik traumeholdet ellers i gang med deres arbejde.

Efter middagspausen fortsatte det hele igen stille og roligt og efter at have dikteret et par journaler, smuttede jeg hjem omkring vagtskiftet.

Dag 2.1 - 5.12.2006

Efter i går aftes glædede jeg mig pænt meget til at komme ned i skadestuen igen. Forvagten i dag var Sigrid Bacher Nielsen, som ifølge Jens var lidt af en streng pige. Jeg blev da også noget overrasket, idet jeg kom derned og præsenterede mig, hvorefter hun bare sagde "ja, der sidder en patient derhenne, så du går bare i gang" - og det var da egentligt ret cool, for så blev man kastet ud i det med hård hånd.

Mange af dem, der kommer i skadestuen i dagtimerne, er børn, der har vredet om på et eller andet i en idrætstime, og som regel er der ikke noget, der er brækket - men er der både direkte og indirekte smerte, er man nødt til at sende dem en tur op på røntgenafdelingen. Til gengæld skal indikationerne være ret stærke, hvis man vil have nogen CT-skannet. Jeg fik hurtigt styr på, hvordan man undersøger hænder og fødder. Der var også mange, der havde fået noget i øjet, så jeg lærte også lige at undersøge øjnene - og så gav Sigrid mig også lov til at skrive et par recepter. Fint fint...

Man går ikke fra en skadestue uden at have syet, og inden spisepausen kom der en 16-årig, knallertkørende håndværker ind, som havde skåret sig i fingeren på en klinke på arbejdet. Han var åbenbart en pivet fyr, for han havde taget sin mor med og var herrenervøs. Jeg havde endnu ikke lært at lægge en fingerblokade, så det gjorde Sigrid for mig. Fyren skreg som en lille pige, og holdt fast i sin mors hånd. Så gik hun ud, mens hun sagde "jeg ringer til din far, jeg kan ikke klare det". Bedøvelsens virkning indtraf, og Sigrid satte det første sting, hvorefter hun overlod tjansen til mig. Jeg nåede selvfølgelig lige at røre min kittel med de sterile handsker, og så skulle de skiftes... Tsk... Nå, men tøsedrengen havde ret hård hud, og nålen nåede at bøje 360 grader, hvorfor jeg var nødt til at skifte den. Min assisterende sygeplejerske fik også lige lyst til at prøve, så hun satte et enkelt sting, hvorefter jeg fik lov til at sy ham færdig. Så kom både hans mor og far ind ad døren. Jeg gik tilbage til stuen, hvor de fleste patienter bliver modtaget, og lidt senere kom sygeplejersken ind og sagde "sikke et cirkus".

Så blev der kaldt traume. Falck kom ind med en ung fyr, der med 90km/t på sin knallert var knaldet ind i en parkeret bil. Hovedet var dækket af blod, men han var ved bevidsthed. Når der bliver kaldt traume, bliver der dannet et hold, som består af folk fra forskellige afdelinger med hver deres opgave, og holdlederen er som regel (ihv. her i Kolding) den ortopædkirurgiske mellemvagt, som i dag var en pumpet nordmand ved navn Robert Svardal Hansen. Det er holdlederen, der sørger for at lave de initielle, hurtige undersøgelser. Der bliver også taget røntgen, lagt venflon, nogle gange kateter - og afhængigt af personens score på Glasgow Coma Scale skal de også intuberes. Derefter bliver patienten kørt til CT-skanneren.

Rasmus kom ned og hentede mig til en gang spisepause, og i kantinen mødte vi også Jacob, som var på medicinsk afdeling i disse dage. Her poserer han som "grubleren".















Jeg hoppede ned i skadestuen igen og fik dikteret en masse skadesjournaler. De første par gange ville Sigrid gerne have, at jeg lige skrev ned på et stykke kladdepapir, hvad jeg ville sige. Det, der kan være lidt svært, er at finde den rigtige diagnose - der er jo en hel række koder. Der var tryk på hele eftermiddagen. Jeg stoppede kl. 16 og gik op til reservelægekontoret med Rasmus. Der mødte vi Imad El-Mansour - en af mellemvagterne, som var meget interesseret i, at vi fik lavet noget. Så inden vi gik, ville han lige lære os alt om bandageteknik.

Dag 1.1 - 4.12.2006

Så var det tid til at tage fat på 3 uger på Ortopædkirurgisk Afdeling, også i Kolding. Og her fik man da lov til at lave noget, sagde folket. Også Rasmus, Jon og Linn skulle være her. Rasmus havde fået æren af at være min nabo, mens Jon og Linn havde valgt at pendle. Morgenkonferencen startede allerede kl. 7:45, og så skal man tidligt op, også selvom man bor 5 minutters gang fra sygehuset. Vores vejleder var en af de ældre overlæger ved navn Rolf Ejsted.

Efter morgenkonferencen skulle vi udsættes for en gang røntgenkonference, og så bød resten af dagen ellers på en gang introduktion. Mellemvagt Roland Knudsen startede med at vise os rundt på de relevante afdelinger, og vi fik bl.a. at vide, hvor vi skulle klæde om, hvis vi skulle med ind og assistere til et par operationer. Vi fik desuden et skema, og så skulle vi fordele os således, at vi hver især havde en uge i skadestuen, en på operationsstuerne og en i ambulatoriet. Jeg havde kun tre dage at lege med den sidste uge, så jeg satte mig straks på skadestue hhv. operationer i de første to uger. Problemet var jo lidt, at vi var fire mennesker, men det skulle vi nu nok få løst hen ad vejen med et par aftenvagter.

Vi blev overladt til en af operationssygeplejerskerne, som skulle vise os rundt på operationsstuerne. Så vi fik noget af det fine blå tøj og en "hat" på. Jon blev anbefalet at tage en af "elefanthuerne" på, da han har skæg. Det gjorde jeg også, for så kunne vi jo gå rundt og ligne et par soldater fra fremmedlegionen. Vi skulle lære os hemmeligheden bag den kirurgiske håndvask samt påklædning. Ikke fordi det er den store videnskab, mest af alt er det bare irriterende, men men... sterilitet frem for alt. Bagefter gik vi lige ind i en af operationsstuerne for at lære, hvordan man opførte sig derinde. Det næste punkt på dagens program var et kursus i brugen af EPJ (Elektronisk Patient Journal)-systemet, men jeg slap heldigvis, for underviseren kunne se, jeg allerede havde været i Kolding i tre uger. Rasmus fortalte senere, at Jon havde siddet og sovet under hele seancen, og det forstår man skam godt.

Efter spisepausen gik vi ned i skadestuen, hvor en af sygeplejerskerne viste os rundt. Bl.a. fik Jon prøvet en ny, smart "hofteholder". Og så havde vi fri.




















Senere på aftenen fandt jeg ud af, at jeg trængte til lidt nyt sengetøj, så jeg snuppede tøjsækken og vandrede afsted mod sygehuset. Og så tænkte jeg, at nu når jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt gå ned i skadestuen for at se, om der skete noget dernede. Turnuslæge Frank Krarup Andersen var dagens forvagt, og ham havde Jens anbefalet, så jeg hoppede i doktortøjet og gik rundt med ham til kl. 21:30. Skadestuen viste sig at være et kanongodt sted at være for os studerende, for folk kommer ind med ret simple skader, og så føler man, at man kan bidrage med noget. Desuden går tiden hurtigt, for der sker noget hele tiden, og det er ikke som på medicinsk, hvor man hurtigt (langsomt) kan komme til at bruge en time på en patient.

Dag 15 - 1.12.2006

Sidste dag på medicinsk afdeling, og det betød, at der skulle evalueres. Lotta og Christine havde bagt kanelsnegle som tak for opholdet, og det var noget, man scorede point på hos overlægerne. Tina ville også lige at nå at undervise os og have sig selv optaget på video, så efter morgenmødet fik vi et lille foredrag omkring tolkning af EKG. Under vores klinikforberedelse (blok 3) havde jeg læst bogen ”EKG- Let at se”, men det var nu fint at få gentaget principperne, og de andre, som ikke havde læst på emnet endnu, syntes, det var ganske udmærket.

Da det nu var sidste dag, ville jeg ikke slutte af med at lave ingenting, så jeg skyndte mig at spørge turnuslægerne, hvorvidt nogle af dem skulle have skrevet epikriser. Michael mente, det var en god idé at øve sig på at skrive disse, idet det ikke var noget, man blev undervist i på universitetet. Det svære er at finde det essentielle frem og få det kortet ned. Anders tog en enkelt, mens jeg tog to, og vi aftale med Sverre, at vi ville ringe til ham, når vi var færdige, så han kunne kikke dem igennem. Han kunne dog ikke lige nå det med det samme, så Anders og jeg tænkte, vi kunne fordrive tiden med at lægge venflons på hinanden. Og med en succesrate på 100% kunne vi med god samvittighed holde en times frokostpause sammen med tre af ”kirurgerne”, inden vi skulle have evaluering sammen
med Lisbeth.

Det er åbenbart meget svært at få taget et ordentligt billede.

Så var det tid til evalueringen, og jeg havde aftalt med Charles og Jens, at vi ville køre tidligt, for jeg regnede med, at det var en hurtigt overstået sag. Men ak, vi skulle endnu engang sidde og gennemgå hinandens journaler, og det er seriøst kedeligt, for man føler lidt, at man sidder og kører i det samme fra gang til gang. Det gik der en meget langsom time med. Derefter blev der evalueret, og vi havde åbenbart fået stor ros af de andre læger for stort engagement og arbejdsvilje. Personligt syntes jeg, det havde været lidt en blandet fornøjelse, men det var nok mest pga. de mange dage, hvor der ikke skete noget, og det kunne man jo ikke rigtigt gøre noget ved. En anden ting, der irriterede mig, var, at jeg ikke rigtigt følte, at jeg havde haft den store indflydelse på noget som helst. Man var ikke i stand til at stille ret mange diagnoser eller ordinere medicin, og det hele skulle krydstjekkes af en mere garvet person. Men den følelse har de fleste, første gang de befinder sig på en medicinsk afdeling...

Efter afsluttet evaluering fik vi Sverre til at kikke epikriserne igennem og godkende dem, og så var det ellers af sted mod Odense og holde pause, inden jeg skulle starte på ortopædkirurgisk afdeling, også her i Kolding.

Fyraften! - 30.11.2006

Det var den sidste aften, hvor de tre musketerer var samlet, og derfor skulle vi selvfølgelig ud og spise. Denne gang valgte vi en græsk restaurant. Det var ikke værst, men foretrak nu selv de mexicanske retter. Vi blev betjent af en køn græsk-dansk pige, som Jens fik scoret. Lige bortset fra han ikke scorede hende. Vi sad og ventede længe på vores regning, og Jens fik flere gange øjenkontakt med hende, men hun troede bare, at han flirtede ("fløjtede", som Tofte kaldte det). Og lige da det blev hans tur til at betale, gik dankort-maskinen i stykker... Hun ville holde på ham.

Charles var meget opsat på at vi endnu engang tog på den engelske pub og spillede en gang dart, så til sidst overgav vi andre os. Det viste sig, han havde en bagtanke med det - vi skulle nemlig gamble lidt. Sagen var den, at når nu det var sidste gang, han overnattede på mit værelse, ville han sove i sengen. Og så konkurrerede han og jeg jo lidt mere seriøst end sidst, for jeg skulle sgu ikke sove på gulvet! Men ak, han vandt 4-2...

Dag 14 – 30.11.2006

Charles holdt fri i dag, og jeg tog også lige et par ekstra timer på øjet, men endte da med at få taget mig sammen til at stå op, så jeg kunne gå med mellemvagten, Jacob Søholm Christensen. Dér havde Marcus faktisk allerede hægtet sig på, men jeg fik lov til at følge med, indtil vi skulle undervises. Christian Mogensen havde haft et projekt kørende i Afrika omkring anæmiske børn, og det var faktisk meget spændende at høre om.

Efter undervisningen prøvede jeg at finde på noget at tage mig til, og der var såmænd også et par patienter, som skulle indlægges, men da jeg og Anders havde skrevet de obligatoriske fem journaler, måtte vi lade de andre komme til, og så tog jeg bare hjem i stedet. En kort beskrivelse af en kort dag.

Ola hygger sig i frokostpausen.

Jens på lustgas, som er svensk for lattergas.

Dag 13 - 29.11.2006

Så var det tid til endnu en af de lange dage, og fik jeg ikke lov til at lave noget i dag, ville jeg altså blive sur! Det var dog et godt tegn, at dagens forvagt, som jeg jo skulle gå med, var Dan. Det var onsdag i dag, og derfor skulle vi have undervisning kl. 8-9. Emnet i dag var behandling af diabetisk ketoacidose med udgangspunkt i den gravide patient, der var kommet ind for et par dage siden, og underviseren var endokrinologen Pernille Hermann. Det viste sig, at nogle af de andre læger lige havde brug for at få genopfrisket de forskellige slags syre-baseforstyrrelser.

Efter den fælles undervisning smuttede de forskellige læger og gik i gang med dagens arbejde, mens vi studerende blev siddende, da vi havde en aftale med Rasmus om, at han skulle undervise os i brystsmerter, hvilket han gjorde ganske udmærket. Basalt og med udgangspunkt i hvad vi i forvejen kunne. Essensen var, at der er tale om et ret uspecifikt symptom, og der er ofte mange andre ting, der skal undersøges, før man kan få en idé om, hvor fokus sidder. Det hører åbenbart med til turnus, at man har nogle kurser i undervisning, så Rasmus skulle lige optage sig selv på video også.

Dan skulle først til et møde, så han overlod sin kalder til Sverre, som i en times tid skulle agere både for- og mellemvagt. Vi skulle starte med at inspicere en mand nede i kapellet. Det havde Lotta ikke prøvet endnu, så hun gik med, og Sverre bad mig instruere hende i, hvad man skulle kikke efter. Jeg var efterhånden gået hen og blevet dus med døde, så det gik fint, og Sverre bad mig udfylde en dødsattest. Som sagt er dødsårsagen det, der er mest besværligt at finde frem til. Jeg skrev: Cirkulationssvigt som følge af akut myokardieinfarkt som følge af arteriosklerose, og det blev godkendt af Sverre. Resten er ikke så svært, idet man bare skal huske, at der faktisk er en vejledning på bagsiden af selve attesten. Sverre er jo en mand, der er god til at sætte folk i gang, og mens Lotta og jeg forsøgte at lære at skrive epikriser… Ja, billedet taler for sig selv.

Dan kom tilbage fra sit møde, lige da jeg var færdig med at skrive, så vi smuttede ned i medicinsk visitationsafsnit for at se, om der var nogle nyankomne patienter, som skulle have skrevet en indlæggelsesjournal. Der var netop kommet en ældre dame ind, som havde det alment dårligt og kastede op. Indtil videre havde jeg været alene med patienterne, når jeg optog en journal, men Dan tilbød at komme ind og kikke med, så vi bagefter kunne sidde og snakke om, hvad jeg gjorde godt, og hvad jeg gjorde mindre godt. Det lød som en fremragende idé, men desværre blev Dan kaldt til hjertestop, lige da jeg gik i gang, så også denne gang måtte jeg klare mig på egen hånd. Damen var en anelse forvirret, og anamnesen blev optaget i samarbejde med svigerinden. Patienten var blevet tiltagende alment dårlig over de sidste par uger, var træt, følte sig svag og havde svært at ved holde sig oprejst. Det viste sig, at kvalmen var fremkaldt af, at hun hostede meget slim op, hvilket nogle gange kunne føre til opkastning. Ved lungestetoskopien kunne der høres eksspiratoriske ronchi samt krepitation over højre lungefelt. Der var også tydelig perkussionsdæmpning her. Patienten klagede desuden over smerter i abdomen, som jeg ved palpation fik lokaliseret til lige under ribbenskurvaturen. Faktisk kunne leverkanten også palperes.

Dan kom tilbage efter et mislykket genoplivningsforsøg, og vi blev enige om, at det nok var en pneumoni, så der blev ordineret indlæggelsesblodprøver, røntgen af thorax og dyrkning af eksspektorat.

Så blev det efterhånden tid til et vagtskifte, så Dan smuttede hjem, og jeg hægtede mig på aftenvagten, Jens Jakob Lauterlein. Michael var bagvagt for sidste gang på Kolding Sygehus, idet han skulle flytte til Århus. Vi satte os alle sammen nede i medicinsk visitationsafsnit og ventede på, at der skulle ske noget. Den ene af overlægerne havde indlagt en meget interessant patient – en kvinde, der havde haft ondt i maven og derfor taget en masse paracetamol. Det havde dog ikke hjulpet på smerten, og nu havde hun det ret skidt. Blodprøverne så også helt forfærdelige ud. P- Pancreas amylase, P-alanin aminotransferase samt P-aspartat aminotransferase var alle meget forhøjede. Pancreas amylasen havde dog faldende tendens, mens de andre to fortsatte med at stige. Herudover så det ud til, at både P-Carbamid og P-Creatinin også var stigende. Det så ud til, at hun havde haft en sten i ductus pancreaticus, hvilket havde givet hende en midlertidig pancreatitis, men hun havde givet sig selv en farlig paracetamolforgiftning, og nu var nyrerne også ved at slå fra, så hun blev sendt til Rigshospitalet af Michael, for ellers kunne det ende grueligt galt.

Nye indlæggelser var der dog ingen af, og da der heller ikke var nogen patienter, der skulle stikkes, smuttede jeg hjem kl. 19. Men dagen i dag havde trods alt budt på mere end de foregående.

Dag 12 - 28.11.2006

Jeg syntes efterhånden, det var ved at være lidt kedeligt på medicinsk afdeling, men sådan er det, når der ikke rigtigt er sket noget i mange dage. Og det var ikke fordi, det skulle blive meget bedre i dag. Jeg tænkte, jeg ville gå med overlægen i infektionsmedicin, Axel Møller, i dag, så man måske kunne lære lidt om de der sygdomme, vi jo aldrig fik styr på.

Vi startede dagen inde kontoret, hvor alle patienterne blev gennemgået sammen med de tilsvarende sygeplejersker. Den ene af patienterne var i første omgang blevet indlagt på organkirurgisk afdeling, så hende havde vi ingen journal på. Jeg blev derfor bedt om at lave et lille resumé omkring hendes indlæggelse. Det skulle så vise sig at være det eneste, jeg fik lov til at lave den dag. Indtil videre havde jeg jo kun gået med de unge læger, og jeg vil anbefale andre at gøre det samme, så vidt det er muligt. De lader simpelthen én lave flere ting. Men det skal siges, at det selvfølgelig også handler meget om, at man selv tager noget initiativ, for man bliver ikke ligefrem taget i hånden, når man er i klinik.

Stuegangen blev startet, og jeg vil ikke beskrive ret meget omkring den, for langt de fleste patienter havde bare noget pneumoni og var i bedring – og jeg fik kun lov til at observere. Den ene af dem mentes dog faktisk at være en cancerpatient med multiple metastaser. Den sidste patient, som vi kikkede på, så i mine øjne ret speciel ud, og han fik masser af smertestillende medicin. Han ville dog gerne have skruet ned for de stærke opioider, idet han selv mente, det var unødvendigt. Da vi kom ud fra hans stue, spurgte jeg Axel, hvad patienten fejlede. Det viste sig, han havde Marfans syndrom. Det er en autosomal dominant sygdom i vævets kollagen, og patienterne har typisk lange ekstremiteter, linseluksation og tendens til aortainsufficiens. Nu kunne jeg selvfølgelig ikke se, om der var linseluksation eller aortainsufficiens, men det med de lange ekstremiteter passede da meget godt.

Ja, jeg har simpelthen ikke mere at skrive til denne dag, for der skete bare ingenting. Øv øv…

Dag 11 - 27.11.2006

Jeg skulle til Odense og have mit 4-måneders nyre-tjeck i dag, så jeg havde ikke tænkt mig at være på sygehuset i så mange timer. Jeg fik lov til at gå med forvagten Radu sammen med Anders, idet jeg absolut ikke var tændt på stuegang / ambulatorie. Selvom de fleste afdelinger efterhånden var blevet genåbnet, så det ikke ud til, at der var ret mange patienter, der skulle indlægges. Faktisk var der kun meldt en enkelt indlæggelse, og den havde Christine lagt beslag på.

At starte ugen med at inspicere en død person lyder måske ikke som det mest behagelige, men det var lige præcis, hvad vi skulle gøre. Der var både rigor og livores, og så kunne Radu skrive under på, at han havde været der og tjekket. Det viste sig at være damen fra intensivt, som havde dissemineret sklerose. Det er godt nok også en ond sygdom!

Nå, men vi gik tilbage til reservelægekontoret, og mens Radu fik udfyldt dødsattesten, kunne Anders og jeg jo få lov til at tjekke op på nogle af de patienter, vi var stødt på i løbet af de første to uger. Radus kalder var heldigvis ikke så passiv som i onsdags, og han blev bedt om at lægge et venflon - det kunne jeg så få lov til, for man gør ikke klinikken på medicinsk afdeling færdig uden at have lagt et venflon med succes. På vej hen til patienten hviskede Radu til mig, at han selv var elendig til at lægge venflon, så det var fint, at der var en anden, der kunne gøre det for ham.

Vi kender vist alle proceduren, så jeg vil ikke spilde tid på at ridse den op her. Patienten var en ældre (og meget tålmodig) dame med tydelige vener, så det gik faktisk som smurt, lige indtil jeg skulle sætte plaseret på. Det lykkedes til sidst, men blev ikke så kønt. Det er fordelen ved de ældre patienter, de klager aldrig over noget.

Så gad jeg faktisk ikke mere, for jeg skulle lige nå at spise lidt, inden jeg kørte afsted til Odense.



















Marcus i færd med at lære Medicinsk Kompendium udenad.

Dag 10 - 24.11.2006

Til morgenmødet fik vi at vide, at sygehuset ville åbne et par af afdelingerne igen kl. 15. Men så længe var der ikke rigtigt nogen af os, der gad blive på en fredag (bortset fra Anders som havde aftenvagten). Altså kunne jeg godt glemme alt om at komme til at skrive journaler i dag. Jeg valgte derfor at følges med dagens bagvagt, en polsk dame ved navn Jolanta Topolska.

Vi startede oppe på intensivt, hvor der lå fire medicinske patienter, alle af hunkøn. Den første var en ældre dame, som egentligt skulle have ligget på hjertemedicinsk afdeling, men dernede var der ikke plads til hende. Ja, som følge af pladsproblemerne var nogle af patienterne også blevet indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvor de havde spredt lidt Norwalk-virus, så kirurgerne var vist ikke helt tilfredse med medicinerne. Nuvel, damen havde atrieflimmer og takykardi, og Jolanta mente, at der kunne være tale om hyperthyroidisme, idet højre lobus af gl. thyroidea var forstørret. Der skulle derfor tages blodprøver inkl. thyroidea-tal.

Den næste var en ung, gravid dame, der var blevet indlagt for nogle få dage siden, da hun havde haft det ret dårligt, kastet op og mistet appetitten. Hun var diabetiker, og blodprøverne viste, at hun havde en kompenseret metabolsk ketoacidose. Hun var i 32. uge, og barnet vejede allerede over 3000g, så P-Glukosen havde ikke været så godt reguleret i graviditetsperioden. Ved ketoacidose har sygehusene gerne et skema, som man bare skal følge. Der skal gives insulin og isoton NaCl. Desuden skal man være opmærksom på at regulere P-K+, da væsentlige ændringer i denne jo kan give hjertearytmier.

Så hoppede vi videre til en ældre dame med dissemineret sklerose, som havde erhvervet sig en pneumoni. Hun var for tiden kun var i stand til at kommunikere med øjnene. Det viste sig, at Axel ville komme og kikke til hende lidt senere, så vi gik videre til den næste patient, som også var en gammel, meget svag dame. Hvis jeg husker ret, vejede hun kun omkring de 40kg. Hun var i øvrigt hysterektomeret for år tilbage pga. en cervixcancer. Nu lå hun i respirator det meste af tiden og blev dialyseret, da nyrerne havde svigtet totalt. Man havde ikke endnu fundet en endegyldig årsag til hendes tilstand.



















Charles drikker næsten lige så meget cola som mig selv.















Anders prøver at se seriøs ud på en dag, hvor der ikke skete noget.

Spisepausen blev holdt sammen med "kirurgerne", hvorefter jeg smuttede tilbage til Jolantas kontor, hvor hun var i færd med at ordne noget papirarbejde. Charlotte ringede og sagde, at hun skulle til at lave en lumbalpunktur, og sådan en måtte jeg bare se, så jeg smuttede ned til hende i stedet. Proceduren er nogenlunde som følger: Patienten anbringes i sideleje og bedes om at flektere hofterne. Man palperer de to cristae iliacae for at finde processus spinosus af L4, og desuden findes midtlinjen. Indstiksstedet er normalt mellem L4 og L5. Området sprittes af, og man indfører først en kanyle for at skyde noget bedøvelse ind. Man lader dette virke, og stikker derefter "den rigtige" nål ind. (Charlotte fortalte, at man kunne mærke de lag, man stak igennem, og at især ligamentum flavum var sejt at komme forbi.) Rammer man rigtigt, begynder spinalvæsken lige så stille at dryppe ud, og der opsamles et bestemt antal dråber i nogle reagensglas. Er spinalvæsken klar / gennemsigtig, er det som regel et godt tegn. Efter opsamlingen blev kanylen trukket ud, og patienten blev bedt om at ligge på ryggen i omkring 45min.

Det var fredagens gerninger. Jeg tog fri ved 14-tiden, og vi skyndte os hjem til Odense, hvor aftenen for mit vedkommende bød på Borat i biografen. Det er godt nok en syret film. Der er ingen historie, men man ligger flad af grin konstant.

Thanksgiving! - 23.11.2006

Når man har en amerikaner boende, er der ingen vej udenom. Thanksgiving holder man fyraften ude i byen. Så Charles, Jens og jeg hoppede ind i Skodaen og kørte afsted mod centrum. Der vandrede vi rundt for at finde et sted at spise og endte på en mexicansk restaurant. Det var sgu ikke dårligt. Bagefter tog vi på en engelsk pub for at spille dart. Som man kan se på billedet, blev Jens aftenens store taber, "the biggest loser of all time".

Dag 9 - 23.11.2006

Jeg havde sat næsen op efter en dag med lidt mere spræl i efter den knap så ophidsende oplevelse i går. Ja, det var lige før, at Anders og jeg havde sat os til at lægge venflon på hinanden. Denne gang kom jeg op i god tid, og så sad Charles og jeg og så det mest steneren Xena-afsnit til morgenmaden. Det er jo i det hele taget en elendigt skrevet serie, men der kommer bare ikke andet i tv på den tid af døgnet.




















Morgenfriske Lotta og Christine.

Christine overtog min mellemvagt, da jeg havde snuppet hendes i mandags, og så skulle jeg pludselig til at finde ud af, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. De unge læger er nemmest at snakke med, så jeg spurgte turnuslæge Rasmus Buck Bendtson, om han skulle lave noget giftigt. Han skulle bare gå stuegang på hjertemedicinsk afdeling, men jeg kunne selvfølgelig godt gå med. Sygehuset havde pga. Norwalken valgt at lukke ned, så der blev alligevel ikke nogen mulighed for at skrive indlæggelsesjournaler i dag.

Vi startede sammen med sygeplejerskerne at gennemgå, hvilke patienter vi skulle ind til. Kun to af patienterne var ikke i isolation pga. frygten for Norwalk, og det var så dem, vi startede med. Den første var en ældre herre, som de senere dage havde hostet noget blod op, så han skulle selvfølgelig have taget et thoraxrøntgen. Ud over det virkede han temmelig frisk, selvom han havde en hjertefrekvens på omkring 125. Men humøret var højt, og efter stuebesøget undrede sygeplejerskerne sig også over, hvordan patienten pludselig var så glad.

Den næste patient var en 63-årig dame, der havde vagt ret stor opsigt dagen før. Hun var blevet indlagt af Dan, som havde diskuteret hende med Michael. Hun kunne på det tidspunkt hverken bevæge arme eller ben, og svarede bare "ja", hver gang man sagde eller bad hende gøre noget. EKG viste atrieflimren. Fysioterapeuten havde fortalt, at hun ikke kunne gå ordentligt endnu. Hun var ved fuld bevidsthed, da vi kom ind til hende, og hun kunne bevæge alle ekstremiteterne. Hendes datter og søn sad hos hende, hvilket var ret irriterende, idet de ville have afklaret hendes forhøjede tendens til blodpropper her og nu. Men man er bare nødt til at fortælle dem, at der er noget, der hedder ventelister engang imellem.

Efter en lille brødpause gik vi videre med de isolerede patienter. De første fire var en række ældre kvinder, som alle havde noget med blodtrykket, og nogle af dem havde også været lidt svimle. Der var ikke så meget at sige til dem, for vi afventede svar på deres prøver.

Vi sluttede af med to herrer. Den første skulle have svar på sin ekkokardiografi, som viste en nedsat ejektionsfraktion, i det hele taget nedsat muskelmængde i venstre ventrikel. Han havde et meget lavt blodtryk - i dag lå det på 95/66, hvilket faktisk var højere end de seneste dage. Den sidste patient var ham, jeg havde tilset med Michael i går, og han havde stadigvæk gentagne episoder med angina pectoris. Begge patienter skulle sendes til Vejle Sygehus for at få foretaget en koronarangiografi, KAG, men hvornår det præcist blev, kunne vi ikke lige fortælle dem her og nu.




















Rasmus tilfreds med dagens gerning.

Så var stuegange faktisk klaret, så Rasmus og jeg smuttede i konferencerummet, hvor der i dag blev holdt et ganske udmærket foredrag om malaria. Rasmus skulle blot ordne lidt papirarbejde, så jeg gik ned i kantinen og fik noget salat og en kakao, og så var det ellers hjem. Desværre endnu en dag, hvor der ikke skete det helt store.

Dag 8 - 22.11.2006

Grundet den lange vagt i går valgte jeg at snuppe en time ekstra på øjet, så det blev ikke til noget morgen-Xena i dag. Egentlig kunne jeg godt have holdt fri, men der stod på skemaet, at jeg skulle følges med forvagten, så jeg tænkte "what the hell" - der plejer jo at være gang i den. Forvagten i dag var en ung rumænier med det fede navn Radu Lucian Vijdea, som kun havde boet i Danmark i to år. Det er ham, der her gemmer sig bag ved stumtjeneren.











Vi fandt ham inde på reservelægekontoret, hvor også Anders og Christine sad. Sidstnævnte havde ikke haft Norwalk-symptomer siden søndag, så nu var hun fit for fight og klar på at lave nogle journaler.

Anders og jeg var ikke verdens mest friske mennesker i dag, så vi satte os i første omgang bare til at finde ud af, om der var sket nye ting med de patienter, vi havde set noget til, og dér blev jeg da en smule overrasket, idet KOL-patienten, jeg indlagde i går aftes var afgået ved døden i løbet af natten pga. respirationsstop. Skummelt, dén havde jeg ikke set komme.

Men vi ventede jo på, at Radus tlf. ringede. Først kl. 10 skete der noget. Vi skulle over på intensiv og kikke på en patient, sandsynligvis med urosepsis, der skulle overflyttes til Odense Universitetshospital, OUH. Vi smuttede derfor en tur derop, men fandt ud af, at de ville ringe igen, når ambulancen var klar.

Der gik over en time, før Radus tlf. igen lavede lyde, og nu var ambulancen klar. Han begyndte derfor at samle sine ting sammen, og mindre end et minut senere ringede telefonen på ny. Han skulle ikke afsted alligevel. Og sådan blev det tid til en spisepause. I kantinen løb vi ind i tre af "kirurgerne", nemlig Jan, Jens og Charles. De to førstnævnte ses her nydende hospitalsbuffeten.

De havde da lavet en smule mere end os i dag, og Charles var på vej til en albueoperation. Spisepausen varede helt til kl. 13, hvor vi skulle mødes og kikke på nogle journaler, og efter det valgte Anders og jeg simpelthen at smutte. Jeg skulle også en tur til Langeskov og spille en bordtenniskamp, og så er en morfar ikke at foragte.

Dag 7 - 21.11.2006

I dag stod jeg til at have aftenvagt, så det var vigtigt lige at få nok at spise om morgenen, så jeg ikke gik sukkerkold. Der skete ikke det vilde på morgenmødet, ud over at vi fik oplyst, at der var kommet en ny patient ind, sandsynligvis med et akut myokardieinfarkt, AMI.

Pga. Norwalk-virussen var der stadig underbemanding, og Dan skulle derfor agere både for- og mellemvagt, hvilket betød, at både Marcus og Anders fik lov til at gå rundt med ham. Jeg hægtede mig på dagens bagvagt, Michael Roost Clausen - en af de unge reservelæger, der havde vist sig at være fremme i skoene.

Som bagvagt kommer man åbenbart godt rundt på sygehuset i løbet af dagen. Vi startede inde på reservelægekontoret med at kikke lidt på dagens plan, hvorefter vi begge snuppede en skate-scooter, så vi kunne komme hurtigt rundt. Jeg har ikke kørt på løbehjul siden børnehaveklassen, men det gik da lige. Sjovt var det i hvert fald.

Der skulle gøres status på fire patienter oppe på intensivt. Vi fik kikket lidt på nogle blodprøveresultater mv. Det lod til, at de fleste var stabile nok til at blive sendt videre til forskellige afdelinger, men af forskellige grunde kunne vi ikke rigtigt komme til at snakke med patienterne på nuværende tidspunkt, så vi hoppede videre.

Vi befandt os hurtigt på kontoret igen, hvor der var nogle EKG'er og notater, der skulle kikkes på. Administrativt arbejde = kedeligt. Men så skete der da lidt - et opkald fra Dan, idet der var en interessant patient nede i centrallaboratoriet. Der var tale om en ældre dame, der havde fået kvalme og var blevet bleg og koldtsvedende, mens hendes (i øvrigt blinde) mand fik foretaget blodprøver. Efter et par minutter begyndte hun også at kaste op. Hun blev kørt ned i modtagelsen, da Dan i første omgang mente, at jeg passende kunne optage en journal på hende. Men så besluttede vi os for, at han bare tog sig af denne patient selv, mens jeg observerede, idet hun virkede ret akut medtaget.

Jeg gik derefter op på cardiologisk afdeling for at lave en indlæggelsesjournal på en 52-årig mand, der var blevet indlagt med takykardi via egen læge. Han havde haft palpitationer og var blevet svimmel i går eftermiddag, mens han var på arbejde. Frekvensen var på nuværende tidspunkt helt oppe på 180, men han var fuldstændigt upåvirket. Jeg fandt ud af, at han også havde haft nogle sure opstød tidligere, som var gået væk grundet medicinsk behandling, men der var dog mavesmerter supraumbilicalt ved palpation. Ellers var der ikke det store at sige, og jeg gik derfor ned i spisestuen for at få lidt frokost.

Efter pausen var det op til Michael, som skulle tjekke op på de to nyankomne patienter på cardiologisk, hvoraf den ene var ham, jeg havde snakket med. Vi startede med en fyr, som Marcus havde lavet journal på, som var kommet ind pga. gentagne tilfælde af angina pectoris i nat. Han skulle derfor observeres og have taget blodprøver og EKG 3 gange dagligt samt et thoraxrøntgen. Patienten var bypass-opereret og havde fået lavet ballondilatation gentagne gange.

Michael blev kaldt til at lave noget andet, som han mente, han hellere måtte klare alene, og jeg lagde mig derfor på sofaen i kontoret. Som Dan jo sagde fredagen forinden, er det vigtigt med nogle pauser. Min pause endte så med at blive overraskende lang, den varede helt til vagtskiftet.

Charlotte skulle være mellemvagt om aftenen, og hun var meget opsat på, at jeg fik noget at lave. Men inden det kunne komme så vidt, fik jeg lige Michael til at afslutte den takykarde patient, som nu spontant var gået over i en normal sinusrytme. Da hans P-Glukose og P-ALAT var lidt høje, fik han besked på at tabe sig lidt og evt. blive fulgt op af egen læge. Desuden blev han sendt ned for at få foretaget et thoraxrøntgen.

Michael tog hjem for at spise, og jeg hoppede videre til Charlotte, som straks fik mig sat i gang med at optage en journal på en nyankommen ældre herre - en KOL-patient med exacerbation. Det viste sig, at han havde været tømrer-snedker og havde i den tid været udsat for bl.a. asbest. Han var meget snakkesalig og derfor umulig at få til at tie stille ved stetoskopien. Jeg kunne både høre lidt bronkial respiration og ronchi, men glemte selvfølgelig endnu engang at udperkuttere patientens lungegrænser. Men det gjorde Charlotte så og fandt en dæmpning basalt på venstre lungefelt, patienten blev derfor sendt til thoraxrøntgen right away. Resten af journalen var der dog ikke noget i vejen med, så den blev godkendt af Charlotte og Michael, som begge syntes, det var komisk, at jeg under punktet "almen tilstand" havde skrevet "patienten demonstrerer, hvorledes inhalationssprayen har god effekt".

I mellemtiden havde Charlotte været så venlig at samle en masse småopgaver sammen til mig, så jeg fik lov at lægge kateter på en mandlig patient, som lå i en "ny stue" - ja, pga. pladsmangel var sygeplejerskernes spisestue omdannet til en patientstue. Disse havde gjort alt forarbejdet, så jeg skulle egentlig bare starte med at tage de sterile handsker på og så ellers gå i gang med at hælde bedøvelse i. Det var overraskende nemt at putte kateteret ind, men patienten klagede da en smule undervejs over smerter. Ind kom det, og så blev urinposen nærmest halvt fyldt på et par sekunder, og det var den ældre herre ikke helt utilfreds med.

Vi gik tilbage til KOL-patienten, som skulle have lagt venflon og taget a-gas, hvilket jeg jo passende kunne gøre, nu når jeg var så godt i gang. Men de blev begge lige ved og næsten. De der arterier og vener har det jo med at blive skræmt væk af nåle. Det var dog ikke værre end, at Charlotte fik reddet dem begge med en lille drejning af nålen. Klokken var ved at blive mange, men jeg skulle lige prøve en a-gas mere, så jeg kunne gå hjem med en succesoplevelse. Det var på en ældre dame, som vist ikke var ved fuld bevidsthed, og det passede mig egentlig fint, for så ville hun nok heller ikke klage så meget over smerter. Denne gang kom jeg til at stikke lidt for dybt, men da jeg var sikker på, at retningen var rigtig, trak jeg nålen en lille smule tilbage, og vupti, så var der sgu blod i sprøjten. Sygeplejersken sagde "beautiful" og havde et fristende tilbud om endnu en a-gas om en time, men kl. var 21, og jeg var træt, så jeg smuttede tilbage på værelset og i seng. De er jo hårde, de der 13-timers dage.