Dag 3 – 15.11.2006

I dag skulle der ske noget. Det var min tur til at følges med forvagten, som i dag var Tina. Om onsdagen er der undervisning kl. 8-9, og i dag var emnet medfødte immundefekter. Foredraget blev holdt af overlægen i infektionsmedicin, Axel Møller, og var nogenlunde til at følge med i, selvom vores blok 1 i infektion og inflammation mildt sagt havde været elendig. Ja, tre uger er simpelthen ikke nok til at lære det skidt.

Der gik ikke længe, inden der var godt gang i Tinas forvagtskalder. En ældre herre kendt med KOL var ankommet i skadestuen via Falck pga. svær dyspnø. Men da vi nåede derned, blev vi informeret om, at en akutpatient med baclofenforgiftning var på vej i lægebilen, og ham skulle vi tage os af først. Der stod også en anæstesilæge klar til at tage imod. Der var tale om en ung mand, som pga. en rygskade med tværsnitssyndrom fik baclofen, et spasmolytikum. Han havde læst på internettet, at man kunne få hjertestop ved at tage en overdosis, og han havde ifølge moren, som ankom kort tid efter, længe talt om, at han var godt træt af livet. Vi regnede os frem til, at han havde taget op til 7 gange den dødelige dosis på baggrund af de anamnestiske oplysninger – han havde også eksperimenteret med narkotika, men det var ikke til at vide, om han også havde taget noget af det nu. Patienten ankom bevidstløs og blev intuberet. Der blev opsat drop med væske samt et kateter, og så gjaldt det ellers om at holde ham stabil, da baclofenforgiftning skal behandles symptomatisk. På et tidspunkt slog han lige øjnene op og ekstenderede armene, hvilket var en smule scary. Pga. dette krampeanfald blev der lige hældt lidt stesolid i ham. Også mellemvagten, Charlotte Thomsen, som Marcus fulgtes med, var nede og kikke. Tina fik dikteret en indlæggelsesjournal, mens den unge mand blev kørt på intensiv.

Den næste patient blev også modtaget i skadestuen. En ældre herre, som netop var blevet fyret og havde haft et tiltagende alkoholforbrug siden starten af året. Han havde altid drukket meget, men nu var han mindst oppe på 3L vin dagligt – det var i hvert fald, hvad konen havde set ham drikke. Han var kommet på sygehuset, fordi han var faldet i hjemmet og var ude af stand til at rejse sig op. Patientens egen læge mente, at han havde en depression, og sygeplejerskerne mente, at han var gennemgående sølle. Der var ikke meget at komme efter ved den objektive undersøgelse, idet patienten ikke kunne medvirke til ret meget – sandsynligvis fordi han rent ud sagt var pissestiv. Ikke engang en promille kunne vi måle på ham, da han ikke var i stand til at puste længe nok. Lungestetoskopien gav dog udtryk for krepitation på begge lungefelter, og så skulle der tages røntgen af thorax. Pga. hans deliriske tilstand blev der også ordineret CT af cerebrum. Patienten skulle have lagt venflon, men efter to forsøg opgav Tina og ringede efter anæstesien. Det var nu også ret svært at se hans vener.

Jeg snuppede mig en frokostpause, mens Tina arbejdede videre – der var åbenbart rigeligt at se til i dag, så hun følte sig ret stresset. Herefter fik jeg endelig lov til at skrive en indlæggelsesjournal på ham KOL-patienten, som vi havde sat lidt på standby. Jeg kan lige så godt sige det med det samme – den første gang er ikke nem, og man kommer helt sikkert til at glemme noget. For mit vedkommende var det perkussion af lungefelterne. Ikke helt godt når der nu kunne høres sonore eksspiratoriske ronchi bilateralt. Men det må man tage med, og så er der jo ikke andet at gøre end at gå tilbage og spørge igen. Det har patienterne nu heller ikke noget imod. Den ældre herre havde haft tiltagende dyspnø over natten og var blevet indlagt via egen læge. Excacerbationen af KOL pga. en pneumoni var nok den mest sandsynlige diagnose, og derfor skulle der tages røntgen af thorax, indlæggelsesblodprøver samt dyrkning og resistensbestemmelse af eksspektorat. Det spøjse var dog, at patienten ingen hoste havde. Jeg vil lige nævne, at han råbte ”ja tak”, da jeg spurgte til hans alkoholforbrug, hvorefter det viste sig, at der blot var tale om en enkelt snaps til middagen i weekenderne, som han prøvede at lokke mig til at prøve også. Man skal derfor passe på ikke at blive vildledt, men lige sikre sig, at man er helt med på, hvad patienten egentlig mener.

Jeg smuttede ned til Tina for at høre, om hun ville tjekke min journal igennem, men hun havde rigeligt at se til – nu var det en ældre dame, som var kommet ind pga. et ildebefindende. Så jeg måtte pænt vente, indtil der var vagtskifte, hvor jeg så aftalte med mellemvagten, Jon Sverre Strøm, at vi først kikkede på min journal, hvorefter vi gik ind til patienten og lige gjorde ham helt færdig. Inden da skulle vi dog lige kikke på et par andre patienter, og Sverre blev også bedt om at tage en arteriegas-blodprøve, a-gas. Vi blev enige om, at han viste mig, hvordan man gjorde, og så kunne jeg tage en, hvis der var mulighed for det senere på aftenen. Man starter med at trække kanylen tilbage sv. t. 1mL. Derefter palperes pulsen i a. radialis med en fingerspids eller to. Nogle folk foretrækker at stikke mellem to fingre, mens andre kun bruger en enkelt til at markere indstiksstedet. Området sprittes af, og kanylen stikkes hurtigt ind i en vinkel på ca. 45°. Rammes arterien, løber blodet forholdsvist hurtigt op. Man skal være opmærksom på, at arterier, ligesom vener, også kan flytte sig, og det kan derfor være en god idé at stikke lige omkring processus styloideus radii, da arterien synes at være mere fikseret her.

Jeg var også gået hen og blevet ret sulten, men Sverre sørgede for, at jeg kunne snuppe lidt mad fra sygeplejerskernes madvogn, og så kunne vi ellers gøre herren med KOL færdig. Sverre mente også, at det var relevant at finde ud af, om der var forstørrede lymfeknuder. Det viste sig ikke at være tilfældet, så han bankede i stedet patienten på maven og sagde ”nej, det her er den eneste store knude”. Humor er altid godt at bruge på sygehuset. Ud over de nævnte småting var journalen ganske udmærket, og så kunne jeg stolt få lov til at gemme den. Det var også ved at blive sent, og da jeg fangede mig selv i at bruge mere tid på at smile til den sødeste af sygeplejerskerne end på at lytte til Sverres gode tips, mente jeg, det var på tide at tage hjem. Da var klokken 21:15.