Dag 2 – 14.11.2006

I dag kunne man da få lov til at vågne til normal tid. Der blev skovlet lidt yoghurt og cornflakes ned, og så var det ellers af sted ”på arbejde”. Der skete ikke det helt vilde på morgenmødet, og derefter skyndte vi os at finde nogen, som vi kunne gå rundt med. Jeg hægtede mig på turnuslæge Tina Andersen, som var blevet færdig i sommers på SDU Odense, og vi skulle gå stuegang på apopleksiafsnittet.

Jeg forventede derfor at møde et par af Zimmers CNS-cases fra 3. semester, men så enkel var tilværelsen dog ikke. Vi startede med at læse op på journalerne fra de foregående dage og kikke på et antal EKG’er, som dog ikke viste noget abnormt. Den første patient var en ca. 60-årig ellers meget frisk herre, som pludselig havde fået problemer med styring af sin venstre arm. Han ville meget gerne hjem, da han mente, han havde det fint, men der var endnu ikke kommet svar på hans CT-skanning af cerebrum. Vi lavede en lille neurologisk undersøgelse på ham, som viste dysdiadochokinesi og forbipegen ved finger-næsetest på venstre side. En anden ting var, at han ikke måtte køre bil i mindst tre måneder, hvilket han selvfølgelig ikke blev så glad for at høre.

Den næste var en ældre herre, som ingen rigtigt havde formået at få kontakt til, idet han var i total delir. Han havde ellers passet sin kone indtil for en uge siden, hvor hun så var afgået ved døden. Sygeplejerskerne fortalte, at de ikke kunne komme til at tage blodprøver på ham, for han blev ret aggressiv, når man prøvede at stikke ham. Da vi kom ind til ham, sad han og kikkede i sin bakke og ledte efter nogle piller, som han af en eller anden grund havde klistret fast til sit saftevandsglas. Han sad bare og snakkede med sig selv, og det eneste fornuftige, han fik sagt, var ”det kan vi da godt”, da Tina spurgte, om hun måtte lytte på hans lunger. Da hun så gik i gang med det, faldt han hen. Så der var ikke meget at komme efter.

Kl. 11 var det tid til en samtale med en ældre dame og hendes bekymrede datter – en af de ting, de fleste læger prøver at undgå. Den ældre dame var kommet ind pga. smerter i lænden. Hun havde haft gentagne tilfælde af blærebetændelse, men denne gang havde den sædvanlige behandling ikke haft den samme effekt, og datteren mente derfor, at vi ikke gjorde nok for hendes mor. I sådanne situationer skal man altid forsøge at se tingene fra patientens side, men det kan være nok så irriterende, når deres pårørende har et hav af forslag til, hvad der kan være galt. Planen blev, at vi tog en ny urindyrkning samt lavede en røntgenundersøgelse af lændedelen af hvirvelsøjlen.

Efter en hurtig frokost i den i øvrigt meget billige personalekantine gik jeg tilbage til apopleksiafsnittet, hvor vi fortsatte med stuegangen. En 80-årig herre havde hele dagen klaget over hovedpine i venstre side af hovedet med udstråling ned til nakken. Han havde igennem årerne haft flere tilfælde af apopleksi, og han gik ret tit og faldt hjemme i huset. Men også her afventede vi svar på CT-skanningen.

Dagens sidste patient var endnu en ældre herre, denne gang en som var kendt med kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL. Da han for nogle år siden fik konstateret KOL, havde han kvittet smøgerne, men han hørte til den gruppe, der troede, at lungerne ville blive bedre af den grund og var derfor skuffet over, at han stadig havde hoste og vejtrækningsbesvær. Men ud over det var han sådan set klar til at blive sendt hjem, idet han ikke havde problemer med svimmelhed mere, så det blev aftalt, at han kunne udskrives i morgen.

Om aftenen var det tid til at smutte ned i byen og finde et sted at træne. En af mine gamle gymnasievenner, Joaquim Marques Nielsen, har holdt til i Kolding siden 3.g, idet han læser på designskolen, og han anbefalede ”City Fitness”, for det var der, han selv trænede. Efter en masse omveje lykkes det mig at finde frem til centeret, hvor jeg fik mig meldt og tog en træningssession med det samme. Så var dagen da reddet. Forhåbentligt kunne man komme til at skrive nogle journaler i morgen.