I dag skulle der ske noget. Det var min tur til at følges med forvagten, som i dag var Tina. Om onsdagen er der undervisning kl. 8-9, og i dag var emnet medfødte immundefekter. Foredraget blev holdt af overlægen i infektionsmedicin, Axel Møller, og var nogenlunde til at følge med i, selvom vores blok 1 i infektion og inflammation mildt sagt havde været elendig. Ja, tre uger er simpelthen ikke nok til at lære det skidt.
Der gik ikke længe, inden der var godt gang i Tinas forvagtskalder. En ældre herre kendt med KOL var ankommet i skadestuen via Falck pga. svær dyspnø. Men da vi nåede derned, blev vi informeret om, at en akutpatient med baclofenforgiftning var på vej i lægebilen, og ham skulle vi tage os af først. Der stod også en anæstesilæge klar til at tage imod. Der var tale om en ung mand, som pga. en rygskade med tværsnitssyndrom fik baclofen, et spasmolytikum. Han havde læst på internettet, at man kunne få hjertestop ved at tage en overdosis, og han havde ifølge moren, som ankom kort tid efter, længe talt om, at han var godt træt af livet. Vi regnede os frem til, at han havde taget op til 7 gange den dødelige dosis på baggrund af de anamnestiske oplysninger – han havde også eksperimenteret med narkotika, men det var ikke til at vide, om han også havde taget noget af det nu. Patienten ankom bevidstløs og blev intuberet. Der blev opsat drop med væske samt et kateter, og så gjaldt det ellers om at holde ham stabil, da baclofenforgiftning skal behandles symptomatisk. På et tidspunkt slog han lige øjnene op og ekstenderede armene, hvilket var en smule scary. Pga. dette krampeanfald blev der lige hældt lidt stesolid i ham. Også mellemvagten, Charlotte Thomsen, som Marcus fulgtes med, var nede og kikke. Tina fik dikteret en indlæggelsesjournal, mens den unge mand blev kørt på intensiv.
Den næste patient blev også modtaget i skadestuen. En ældre herre, som netop var blevet fyret og havde haft et tiltagende alkoholforbrug siden starten af året. Han havde altid drukket meget, men nu var han mindst oppe på 3L vin dagligt – det var i hvert fald, hvad konen havde set ham drikke. Han var kommet på sygehuset, fordi han var faldet i hjemmet og var ude af stand til at rejse sig op. Patientens egen læge mente, at han havde en depression, og sygeplejerskerne mente, at han var gennemgående sølle. Der var ikke meget at komme efter ved den objektive undersøgelse, idet patienten ikke kunne medvirke til ret meget – sandsynligvis fordi han rent ud sagt var pissestiv. Ikke engang en promille kunne vi måle på ham, da han ikke var i stand til at puste længe nok. Lungestetoskopien gav dog udtryk for krepitation på begge lungefelter, og så skulle der tages røntgen af thorax. Pga. hans deliriske tilstand blev der også ordineret CT af cerebrum. Patienten skulle have lagt venflon, men efter to forsøg opgav Tina og ringede efter anæstesien. Det var nu også ret svært at se hans vener.
Jeg snuppede mig en frokostpause, mens Tina arbejdede videre – der var åbenbart rigeligt at se til i dag, så hun følte sig ret stresset. Herefter fik jeg endelig lov til at skrive en indlæggelsesjournal på ham KOL-patienten, som vi havde sat lidt på standby. Jeg kan lige så godt sige det med det samme – den første gang er ikke nem, og man kommer helt sikkert til at glemme noget. For mit vedkommende var det perkussion af lungefelterne. Ikke helt godt når der nu kunne høres sonore eksspiratoriske ronchi bilateralt. Men det må man tage med, og så er der jo ikke andet at gøre end at gå tilbage og spørge igen. Det har patienterne nu heller ikke noget imod. Den ældre herre havde haft tiltagende dyspnø over natten og var blevet indlagt via egen læge. Excacerbationen af KOL pga. en pneumoni var nok den mest sandsynlige diagnose, og derfor skulle der tages røntgen af thorax, indlæggelsesblodprøver samt dyrkning og resistensbestemmelse af eksspektorat. Det spøjse var dog, at patienten ingen hoste havde. Jeg vil lige nævne, at han råbte ”ja tak”, da jeg spurgte til hans alkoholforbrug, hvorefter det viste sig, at der blot var tale om en enkelt snaps til middagen i weekenderne, som han prøvede at lokke mig til at prøve også. Man skal derfor passe på ikke at blive vildledt, men lige sikre sig, at man er helt med på, hvad patienten egentlig mener.
Jeg smuttede ned til Tina for at høre, om hun ville tjekke min journal igennem, men hun havde rigeligt at se til – nu var det en ældre dame, som var kommet ind pga. et ildebefindende. Så jeg måtte pænt vente, indtil der var vagtskifte, hvor jeg så aftalte med mellemvagten, Jon Sverre Strøm, at vi først kikkede på min journal, hvorefter vi gik ind til patienten og lige gjorde ham helt færdig. Inden da skulle vi dog lige kikke på et par andre patienter, og Sverre blev også bedt om at tage en arteriegas-blodprøve, a-gas. Vi blev enige om, at han viste mig, hvordan man gjorde, og så kunne jeg tage en, hvis der var mulighed for det senere på aftenen. Man starter med at trække kanylen tilbage sv. t. 1mL. Derefter palperes pulsen i a. radialis med en fingerspids eller to. Nogle folk foretrækker at stikke mellem to fingre, mens andre kun bruger en enkelt til at markere indstiksstedet. Området sprittes af, og kanylen stikkes hurtigt ind i en vinkel på ca. 45°. Rammes arterien, løber blodet forholdsvist hurtigt op. Man skal være opmærksom på, at arterier, ligesom vener, også kan flytte sig, og det kan derfor være en god idé at stikke lige omkring processus styloideus radii, da arterien synes at være mere fikseret her.
Jeg var også gået hen og blevet ret sulten, men Sverre sørgede for, at jeg kunne snuppe lidt mad fra sygeplejerskernes madvogn, og så kunne vi ellers gøre herren med KOL færdig. Sverre mente også, at det var relevant at finde ud af, om der var forstørrede lymfeknuder. Det viste sig ikke at være tilfældet, så han bankede i stedet patienten på maven og sagde ”nej, det her er den eneste store knude”. Humor er altid godt at bruge på sygehuset. Ud over de nævnte småting var journalen ganske udmærket, og så kunne jeg stolt få lov til at gemme den. Det var også ved at blive sent, og da jeg fangede mig selv i at bruge mere tid på at smile til den sødeste af sygeplejerskerne end på at lytte til Sverres gode tips, mente jeg, det var på tide at tage hjem. Da var klokken 21:15.
Thursday, November 30, 2006
Wednesday, November 29, 2006
Dag 2 – 14.11.2006
I dag kunne man da få lov til at vågne til normal tid. Der blev skovlet lidt yoghurt og cornflakes ned, og så var det ellers af sted ”på arbejde”. Der skete ikke det helt vilde på morgenmødet, og derefter skyndte vi os at finde nogen, som vi kunne gå rundt med. Jeg hægtede mig på turnuslæge Tina Andersen, som var blevet færdig i sommers på SDU Odense, og vi skulle gå stuegang på apopleksiafsnittet.
Jeg forventede derfor at møde et par af Zimmers CNS-cases fra 3. semester, men så enkel var tilværelsen dog ikke. Vi startede med at læse op på journalerne fra de foregående dage og kikke på et antal EKG’er, som dog ikke viste noget abnormt. Den første patient var en ca. 60-årig ellers meget frisk herre, som pludselig havde fået problemer med styring af sin venstre arm. Han ville meget gerne hjem, da han mente, han havde det fint, men der var endnu ikke kommet svar på hans CT-skanning af cerebrum. Vi lavede en lille neurologisk undersøgelse på ham, som viste dysdiadochokinesi og forbipegen ved finger-næsetest på venstre side. En anden ting var, at han ikke måtte køre bil i mindst tre måneder, hvilket han selvfølgelig ikke blev så glad for at høre.
Den næste var en ældre herre, som ingen rigtigt havde formået at få kontakt til, idet han var i total delir. Han havde ellers passet sin kone indtil for en uge siden, hvor hun så var afgået ved døden. Sygeplejerskerne fortalte, at de ikke kunne komme til at tage blodprøver på ham, for han blev ret aggressiv, når man prøvede at stikke ham. Da vi kom ind til ham, sad han og kikkede i sin bakke og ledte efter nogle piller, som han af en eller anden grund havde klistret fast til sit saftevandsglas. Han sad bare og snakkede med sig selv, og det eneste fornuftige, han fik sagt, var ”det kan vi da godt”, da Tina spurgte, om hun måtte lytte på hans lunger. Da hun så gik i gang med det, faldt han hen. Så der var ikke meget at komme efter.
Kl. 11 var det tid til en samtale med en ældre dame og hendes bekymrede datter – en af de ting, de fleste læger prøver at undgå. Den ældre dame var kommet ind pga. smerter i lænden. Hun havde haft gentagne tilfælde af blærebetændelse, men denne gang havde den sædvanlige behandling ikke haft den samme effekt, og datteren mente derfor, at vi ikke gjorde nok for hendes mor. I sådanne situationer skal man altid forsøge at se tingene fra patientens side, men det kan være nok så irriterende, når deres pårørende har et hav af forslag til, hvad der kan være galt. Planen blev, at vi tog en ny urindyrkning samt lavede en røntgenundersøgelse af lændedelen af hvirvelsøjlen.
Efter en hurtig frokost i den i øvrigt meget billige personalekantine gik jeg tilbage til apopleksiafsnittet, hvor vi fortsatte med stuegangen. En 80-årig herre havde hele dagen klaget over hovedpine i venstre side af hovedet med udstråling ned til nakken. Han havde igennem årerne haft flere tilfælde af apopleksi, og han gik ret tit og faldt hjemme i huset. Men også her afventede vi svar på CT-skanningen.
Dagens sidste patient var endnu en ældre herre, denne gang en som var kendt med kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL. Da han for nogle år siden fik konstateret KOL, havde han kvittet smøgerne, men han hørte til den gruppe, der troede, at lungerne ville blive bedre af den grund og var derfor skuffet over, at han stadig havde hoste og vejtrækningsbesvær. Men ud over det var han sådan set klar til at blive sendt hjem, idet han ikke havde problemer med svimmelhed mere, så det blev aftalt, at han kunne udskrives i morgen.
Om aftenen var det tid til at smutte ned i byen og finde et sted at træne. En af mine gamle gymnasievenner, Joaquim Marques Nielsen, har holdt til i Kolding siden 3.g, idet han læser på designskolen, og han anbefalede ”City Fitness”, for det var der, han selv trænede. Efter en masse omveje lykkes det mig at finde frem til centeret, hvor jeg fik mig meldt og tog en træningssession med det samme. Så var dagen da reddet. Forhåbentligt kunne man komme til at skrive nogle journaler i morgen.
Jeg forventede derfor at møde et par af Zimmers CNS-cases fra 3. semester, men så enkel var tilværelsen dog ikke. Vi startede med at læse op på journalerne fra de foregående dage og kikke på et antal EKG’er, som dog ikke viste noget abnormt. Den første patient var en ca. 60-årig ellers meget frisk herre, som pludselig havde fået problemer med styring af sin venstre arm. Han ville meget gerne hjem, da han mente, han havde det fint, men der var endnu ikke kommet svar på hans CT-skanning af cerebrum. Vi lavede en lille neurologisk undersøgelse på ham, som viste dysdiadochokinesi og forbipegen ved finger-næsetest på venstre side. En anden ting var, at han ikke måtte køre bil i mindst tre måneder, hvilket han selvfølgelig ikke blev så glad for at høre.
Den næste var en ældre herre, som ingen rigtigt havde formået at få kontakt til, idet han var i total delir. Han havde ellers passet sin kone indtil for en uge siden, hvor hun så var afgået ved døden. Sygeplejerskerne fortalte, at de ikke kunne komme til at tage blodprøver på ham, for han blev ret aggressiv, når man prøvede at stikke ham. Da vi kom ind til ham, sad han og kikkede i sin bakke og ledte efter nogle piller, som han af en eller anden grund havde klistret fast til sit saftevandsglas. Han sad bare og snakkede med sig selv, og det eneste fornuftige, han fik sagt, var ”det kan vi da godt”, da Tina spurgte, om hun måtte lytte på hans lunger. Da hun så gik i gang med det, faldt han hen. Så der var ikke meget at komme efter.
Kl. 11 var det tid til en samtale med en ældre dame og hendes bekymrede datter – en af de ting, de fleste læger prøver at undgå. Den ældre dame var kommet ind pga. smerter i lænden. Hun havde haft gentagne tilfælde af blærebetændelse, men denne gang havde den sædvanlige behandling ikke haft den samme effekt, og datteren mente derfor, at vi ikke gjorde nok for hendes mor. I sådanne situationer skal man altid forsøge at se tingene fra patientens side, men det kan være nok så irriterende, når deres pårørende har et hav af forslag til, hvad der kan være galt. Planen blev, at vi tog en ny urindyrkning samt lavede en røntgenundersøgelse af lændedelen af hvirvelsøjlen.
Efter en hurtig frokost i den i øvrigt meget billige personalekantine gik jeg tilbage til apopleksiafsnittet, hvor vi fortsatte med stuegangen. En 80-årig herre havde hele dagen klaget over hovedpine i venstre side af hovedet med udstråling ned til nakken. Han havde igennem årerne haft flere tilfælde af apopleksi, og han gik ret tit og faldt hjemme i huset. Men også her afventede vi svar på CT-skanningen.
Dagens sidste patient var endnu en ældre herre, denne gang en som var kendt med kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL. Da han for nogle år siden fik konstateret KOL, havde han kvittet smøgerne, men han hørte til den gruppe, der troede, at lungerne ville blive bedre af den grund og var derfor skuffet over, at han stadig havde hoste og vejtrækningsbesvær. Men ud over det var han sådan set klar til at blive sendt hjem, idet han ikke havde problemer med svimmelhed mere, så det blev aftalt, at han kunne udskrives i morgen.
Om aftenen var det tid til at smutte ned i byen og finde et sted at træne. En af mine gamle gymnasievenner, Joaquim Marques Nielsen, har holdt til i Kolding siden 3.g, idet han læser på designskolen, og han anbefalede ”City Fitness”, for det var der, han selv trænede. Efter en masse omveje lykkes det mig at finde frem til centeret, hvor jeg fik mig meldt og tog en træningssession med det samme. Så var dagen da reddet. Forhåbentligt kunne man komme til at skrive nogle journaler i morgen.
Sunday, November 26, 2006
Dag 1 - 13.11.2006
Dette skulle være min første dag nogensinde i klinik. Stedet var Kolding Sygehus, så det betød jo, at man måtte stå tidligt op for at være der kl. 8. Jeg er ikke kendt for at være mr. morgenfrisk, men på den anden side er der nogle forskere, der mener, at det er A-menneskerne, der har en genfejl, så nu kan man da sove længe med god samvittighed. Det kunne jeg så ikke lige tillade mig, da jeg på vejen skulle hente Jens, Ola og Charles. De tre skulle være på ortopædkirurgisk afsnit i første klinikperiode, mens jeg skulle på medicinsk. Det var faktisk kun Jens og jeg, der havde et værelse, men jeg havde givet Charles lov til at sove på gulvet i mit, så han slap for at pendle.
Nå, men af sted kom vi da, og det var heller ikke nogen kunst at finde sygehuset. Værre var det, da jeg skulle finde konferencelokalet og kom til at gå verdens største omvej takket være et par rengøringsdamer, der sikkert bare ville drille. På medicinsk afdeling var vi 5 mennesker fra SDU Odense: Anders, Marcus, Christine, Lotta og så jeg selv. Det var godt at se, at lægerne havde sans for humor. Morgenmødet handlede om, hvordan man stabiliserer hypoterme patienter, og der blev fremlagt en case fra det virkelige liv. Under neurologiske udfald havde lægen skrevet ”Patienten ser serier på Tv Danmark”.
Vi gik ned i kælderen og hentede et par kitler, hvorefter gik vi ind i et andet konferencelokale sammen med vores vejleder, Lisbeth Fredholm. Her fik vi et skab hver til vores ting. Introduktionen varede ikke så forfærdeligt længe, men de vigtigste ting var:
- Vi skulle skrive mindst 5 indlæggelsesjournaler hver.
- Vi skulle lave en rektaleksploration.
- Vi skulle have 3 aftenvagter hver.
- Sygehuset havde for nyligt haft et tilfælde af multiresistente staphylococcus aureus, så ure og smykker var ikke tilladt.
- Pigerne måtte ikke gå med bare maver. Men der blev ikke sagt noget om drengene.
Derefter blev vi overladt til os selv i nogle timer, idet vi skulle lave en plan over, hvordan vi fordelte os på de forskellige ”aktiviteter”:
- Én skulle gå med forvagten.
- Én med mellemvagten.
- Én skulle være telefonpasser – til fx venflon.
- Én skulle have aftenvagt.
Der var selvfølgelig ingen, der ville have aftenvagt om fredagen, så det blev afgjort ved lodtrækning, hvor jeg heldigvis ikke tabte. Derefter fik vi taget billeder til vores nøglekort.
Efter planlægningen var der ikke meget at lave til os, der ikke skulle gå med for- eller mellemvagt. Jeg skulle passe telefonen, men en sådan havde vi ikke fået endnu, så Marcus og jeg gik bare lidt rundt på de forskellige afdelinger og så bl.a. en patient med fnat. Men vi tog tidligt fri, for der var egentlig ikke så meget at lave.
Jeg gik ned i receptionen og hentede en nøgle til mit værelse, som lå 5 minutters gang fra sygehuset. Der var et køleskab, to kogeplader, et skrivebord, et sofabord, en sofa. Og søreme om ikke der var fjernsyn også. Men de forhenværende beboere havde ikke gidet gøre rent efter sig, så jeg måtte i gang – især støvsugningen tog lang tid – jeg tror, vi havde verdens ældste støvsuger fra Siemens. Slangen blev ved med at ryge ud, og på et tidspunkt røg posen også med. Lækkert.
Jens havde dog ikke vundet i lotteriet. Intet gulvtæppe eller tv. Og hans seng var nærmest bare en gammel trækasse med en tynd madras. Der var vist også noget med nogle lange hår på toiletbrættet, så han var ikke helt tilfreds. Charles kom hjem lidt senere og var oppe og køre over, at han havde været til en hofteoperation.
Nå, men af sted kom vi da, og det var heller ikke nogen kunst at finde sygehuset. Værre var det, da jeg skulle finde konferencelokalet og kom til at gå verdens største omvej takket være et par rengøringsdamer, der sikkert bare ville drille. På medicinsk afdeling var vi 5 mennesker fra SDU Odense: Anders, Marcus, Christine, Lotta og så jeg selv. Det var godt at se, at lægerne havde sans for humor. Morgenmødet handlede om, hvordan man stabiliserer hypoterme patienter, og der blev fremlagt en case fra det virkelige liv. Under neurologiske udfald havde lægen skrevet ”Patienten ser serier på Tv Danmark”.
Vi gik ned i kælderen og hentede et par kitler, hvorefter gik vi ind i et andet konferencelokale sammen med vores vejleder, Lisbeth Fredholm. Her fik vi et skab hver til vores ting. Introduktionen varede ikke så forfærdeligt længe, men de vigtigste ting var:
- Vi skulle skrive mindst 5 indlæggelsesjournaler hver.
- Vi skulle lave en rektaleksploration.
- Vi skulle have 3 aftenvagter hver.
- Sygehuset havde for nyligt haft et tilfælde af multiresistente staphylococcus aureus, så ure og smykker var ikke tilladt.
- Pigerne måtte ikke gå med bare maver. Men der blev ikke sagt noget om drengene.
Derefter blev vi overladt til os selv i nogle timer, idet vi skulle lave en plan over, hvordan vi fordelte os på de forskellige ”aktiviteter”:
- Én skulle gå med forvagten.
- Én med mellemvagten.
- Én skulle være telefonpasser – til fx venflon.
- Én skulle have aftenvagt.
Der var selvfølgelig ingen, der ville have aftenvagt om fredagen, så det blev afgjort ved lodtrækning, hvor jeg heldigvis ikke tabte. Derefter fik vi taget billeder til vores nøglekort.
Efter planlægningen var der ikke meget at lave til os, der ikke skulle gå med for- eller mellemvagt. Jeg skulle passe telefonen, men en sådan havde vi ikke fået endnu, så Marcus og jeg gik bare lidt rundt på de forskellige afdelinger og så bl.a. en patient med fnat. Men vi tog tidligt fri, for der var egentlig ikke så meget at lave.
Jeg gik ned i receptionen og hentede en nøgle til mit værelse, som lå 5 minutters gang fra sygehuset. Der var et køleskab, to kogeplader, et skrivebord, et sofabord, en sofa. Og søreme om ikke der var fjernsyn også. Men de forhenværende beboere havde ikke gidet gøre rent efter sig, så jeg måtte i gang – især støvsugningen tog lang tid – jeg tror, vi havde verdens ældste støvsuger fra Siemens. Slangen blev ved med at ryge ud, og på et tidspunkt røg posen også med. Lækkert.
Jens havde dog ikke vundet i lotteriet. Intet gulvtæppe eller tv. Og hans seng var nærmest bare en gammel trækasse med en tynd madras. Der var vist også noget med nogle lange hår på toiletbrættet, så han var ikke helt tilfreds. Charles kom hjem lidt senere og var oppe og køre over, at han havde været til en hofteoperation.
Endelig!
Så fik jeg taget mig sammen til at blogge mine oplevelser i klinikperioden på 6. semester. Der bliver sendt en masse af ældre dato til at starte med, for min harddisk har valgt at slette sig selv, så jeg har været nødt til at skrive det hele igen. Værre er dog det at have mistet sine noter og billeder. Ja, ja... Life's a bitch and then you die!
Subscribe to:
Posts (Atom)